– Mere om lyd under træning
”Utidig halsgivning” under træning er træls at høre på. Og i langt de fleste programmer er piben, hylen, brølen, glam med mere noget der giver fradrag på pointlinjen – ganske enkelt uønsket adfærd.
Hvad gør vi med en uønsket adfærd? For os der træner belønningsbaseret, vil de fleste som det første gribe til at fokusere på ikke at belønne når hunden giver lyd fra sig i træningssituationen. Hvordan man konkret griber det an, kan variere – nogle afbryder bare og går tilbage til at starte øvelsen op uden at gøre noget større show ud af det – andre bruger en ”fejlmelding” og en timeout eller noget midt i mellem. Denne form for håndtering har fokus på hvad konsekvensen af adfærden er – altså om den forstærkes.
Uanset om man vil forstærke en adfærd eller om man vil svække den (gøre den mindre sandsynlig), er timingen vigtig. Problemet med timing i forhold til lyd under træning er bare at lyden vil forekomme samtidig med eller umiddelbart før eller efter den anden adfærd du træner som du ønsker hunden skal blive bedre til. Det kan med andre ord blive utrolig vanskeligt at time en afbrydelse der gør det enkelt for for hunden at finde ud af hvad den gjorde i det øjeblik du afbrød træningen. Lyden vil altid forekomme sammen med anden adfærd. Det er derfor næsten umuligt for den at vide hvilken der var “fejl” når de forekommer samtidig. Og det er virkelig svært for os at pin pointe.
Vi kan godt blive enige om at det ikke er smart at belønne en masse når lyd forekommer. Så vil vi helt sikkert få mere af det og hunden kommer til at få opfattelsen af at det hører med til den anden adfærd du træner. Men hvis du er forholdsvis tidligt i indlæringen af en færdighed, kan det være en uhensigtsmæssig strategi hvis det er din eneste strategi. Som nævnt i forrige artikel kan risikoen for lyd være højere jo dårligere flyd der er på en adfærd fordi hunden ikke kender nøglen til at opnå belønningen særlig godt. Når du afbryder/fejler hunden for lyden, afbryder/fejler du hele pakken af adfærd – også dem den gjorde rigtigt. Det er så afgjort en strategi der ikke bør stå alene og måske først tages i brug på et senere tidspunkt når hunden har opnået bedre flyd.
Desuden reagerer nogle hunde ikke hensigtsmæssigt på det at blive afbrudt. At belønning udebliver, kan få nogle hunde til at tænde helt af, og du får endnu mere lyd og dermed bliver der med stor sandsynlighed ikke en ny chance for en ny repetition uden lyd som du kan belønne efter afbrydelsen. Så nu kører en ond spiral.
Derfor er det en idé at vi ikke kun ser på C (konsekvenserne) i ligningen A-> B-> C (Antecedent – Behavior – Consequens)
Det er derimod særdeles hensigtsmæssigt at gøre tiltag på A-siden – alt det der forekommer før adfærden. Hvad kan vi gøre her?
Jeg har i denne artikel https://www.vesloeshundesport.dk/flere-tanker-om-traening-med-futte/ oplistet en række træningstekniske ting du kan have i tanke, men jeg vil her gå lidt ind på nogle andre procedurer jeg ser virker vældig godt.
Der er – udover de træningstekniske ting som beskrevet i forrige blog – også andre småting man kan gøre for at få mere ro på hunden. Jeg har testet en del ting med Futte – især omkring opstart efter belønning med leg, pausehåndtering og bare det at komme fra hoveddøren til græsplænen, eller bilen og på banen.
For at starte med det sidste – at komme på banen – så har jeg her benyttet en yderst simpel og banal strategi. Når han bliver lukket ud af bilen (eller jeg kommer ud ad døren til ham på gårdspladsen), er jeg 100 % klar med klikker og belønninger i lommerne. Jeg starter øjeblikkeligt med at belønne for at han kigger på mig (med alle 4 poter på jorden), og så spreder jeg en stor håndfuld godbidder foran mig som han så snuser rundt og spiser. Imens kan jeg stille mig op og være klar til første pas ude på græsset. At snuse efter godbidder og være ”hysterisk”(hvad end det indebærer af uhensigtsmæssig adfærd) er uforeneligt. Når han kigger op efter godbidssøget, ser han at han kan tilbyde og få sin stjernestund. Træningspasset er i gang. At sprede godbidder har jeg gjort massivt i alle situationer hvor jeg skal gøre et eller andet – flytte target eller flytte mig selv eller andet. Og jeg afslutter også al bold/legebelønning med dette. Imens han spiser, putter jeg legetøjet i lommen – når han kigger op, er jeg klar til ny repetition.
En anden form for ”nedkøling” eller akklimatisering jeg har benyttet, er at lufte en stund med ham løs og lade ham høvle efter en bold ganske mange gange indtil han er pænt forpustet. Derefter en tår vand og så er han klar og mere i stand til at arbejde hensigtsmæssigt. I takt med at graden af flyd på diverse grundfærdigheder er steget, har jeg kunnet gå direkte i gang og bare forvente indtagelse af pladsposition, gå et par meter fvf eller lignende og belønne med bold/leg for dette i ganske lang tid på de første repetitioner. Efter ca. 2-3 min med dette får jeg nu gerne op til 20 min hvor han arbejder godt og lydløst. Og længere ud i passet kan jeg nu bruge godbidder på mange af repetitionerne og behøver ikke bruge leg hele tiden.
Måske undrer nogle sig lidt over denne tilgang til brug af belønning, for det er en almindelig misforståelse at hunden ”stresser” pga boldkast etc. Jeg kan bare sige at jeg ved gentagne forsøg på at undgå bold/leg i begyndelsen af træningen med ham, fandt ud af at han tværtimod blev værre. Han eksploderede i frustration over ikke at få den belønning han helst ville have. For ham var en sådan opstart den rene og skære ekstinktion. Og hvis man tænker lidt over det, giver det virkelig god mening.
Hvad er det nu Premack siger? Jo, selvfølgelig at det er muligheden for at gøre en mere sandsynlig adfærd der kan forstærke en mindre sandsynlig. Men også at dette præferencehierarki forandrer sig hele tiden i løbet af døgnet. Spisning af godbidder bliver mindre sandsynlige efter indtagelse af et kæmpekødben men vil blive mere sandsynlig igen næste dag etc etc. Og det er jo nøjagtigt hvad der sker her bare med løb efter bold og leg. Man kan vel teknisk set også kalde det en motivationel operation. Jeg ændrer på forstærkerens værdi ved at ”mætte” ham med den, men samtidig med det sker der også noget andet. Efter at have løbet og leget, bliver han mere fysisk rolig og lyden forsvinder. Og jeg styrer det selvfølgelig sådan at han på den ene side ikke bliver helt flad og stadig bevarer sin vidunderlige intensitet men bare lige kommer derned hvor lyden ikke længere er så sandsynlig. Og nu kan jeg så få repetitioner af adfærd UDEN lyd som jeg kan belønne. En god cirkel er i gang. Jeg har også nogle pauseprocedurer som jeg vil beskrive i næste blogindlæg.
Med tiden er flere procedurer blevet mindre og mindre vigtige. Jeg kan efterhånden få ham til at ”skifte gear” ganske hurtigt. Og det har været utrolig godt for træningen generelt.
