For snart længe siden lovede jeg at skrive mere om Futtes træning med særlig fokus på strategier i håndteringen af hund med stærke følelser for legebelønningen og en stor stemme. Så her kommer lidt:
At hunden giver meget lyd fra sig under træningen, er for det meste problematisk. Det må den ikke under 99% af programmerne vi skal gå, så det er en adfærd vi ikke skal have med os. Og Futte nøjes ikke kun med at lave larm i de lovlige situationer, såkaldte ”bevogtninger”. Det er sådan set hans første indskydelse i mange situationer, og udover at stresse føreren, er det altså også sager der kan give fradrag på bundlinjen i pointsammentællingen. Men hvad er det med det der lyd? Lyd er en adfærd ligesom alle andre adfærd. Hunde kan jo ikke tale men kommunikerer deres behov/forventninger mm ved hjælp af adfærd. De bruger adfærd til at opnå et udfald af situationen. Lyd er ikke en anderledes adfærd end f.eks. at snuse i jorden på det niveau. Men selvfølgelig er der nogle hunde som har lettere ved det end andre – det er en adfærd der er mere sandsynlig i nogle racer og linjer end andre. Så der er flere vinkler at tage i betragtning på det her og jeg tager så kun en i dette lille indlæg.
For mange af os der træner belønningsbaseret og med shaping som yndet træningsteknik, har frustration som følge af shapingteknikken været et diskussionspunkt. Og de allerfleste forbinder også lyd og frustration ofte med henvisning til at denne træningsteknik skaber den. Men måske er det ikke shapingteknikken der er synderen.
Men hvad er frustration? Ja, det er en label der dækker over lidt af hvert. For at blive så konkrete som muligt, må vi ty til ordbogen:
”følelse af utilfredshed, rådvildhed og skuffelse over at noget ikke er forløbet eller blevet sådan som man havde ønsket eller ventet.
PSYKOLOGI tilstand der er sammensat af angst, depression, aggression, kedsomhed og anspændthed, og som opstår når fx en forventet belønning udebliver, eller når behov og drifter ikke tilfredsstilles også om en situation der fremkalder en sådan tilstand”
Altså en følelse som f.eks. opstår når en forventet forstærker udebliver. (Susan Friedman siger at ”frustration er en funktion af ekstinktion”). Herefter forsøger hunden at komme ud af den følelse. Når den har opgivet at tjene forstærkeren fra føreren, bruger den så nye (uønskede) adfærd for at få forstærkeren. Lyd i alle variationer, kradse på fører, forsøg på at tage belønningen selv hvis muligt (angribe baglommen på træningsvesten.. ), at lave nye variationer af den adfærd der trænes, at jumbe på føreren, at snuse i jorden, at forlade træneren for at opsøge andre forstærkere og meget mere. Så det kan faktisk være ganske mange ting som alle har rod i samme ophav: At bruge adfærd til at få frustrationsfølelsen til at gå væk.
Men hvad skal jeg gøre for ikke at havne der? Det kan jo faktisk være en ubehagelig situation for hunden. Selvfølgelig i forskellige grader. Sagt på en anden måde: Hvordan kan jeg undgå at hunden ikke havner i en situation hvor forstærkeren udebliver, eller er for længe om at komme i forhold til hvad hunden havde forventet? Jo, jeg har faktisk en hel liste over tiltag der hjælper på ikke at komme ud i glatførekørsel under træningen – og faktisk er ingen af dem at lægge shaping på hylden.
- At lære hunden et stort adfærdsrepertoire. Jo flere ”værktøjer” hunden har lært som kan bruges til at opnå forstærkere fra mig, jo nemmere er det at få hvad man ønsker sig nu og her.
- At gøre den konceptklog. Jo bedre hunden kender rammerne for og reglerne i træningspasset, jo nemmere kan den navigere. Det lærer den kun hvis du er konsekvent med selv at overholde dem.
- At sætte gode kriterier som hunden rent faktisk kan leve op til er helt essentielt. De skal være GLASKLARE. Og du skal ikke gå for hurtigt frem selvom du TROR det er ok.
- Betydningen af flyd. I nogle træningspas kan jeg se at lyden forsvinder helt af sig selv i takt med at flydniveauet stiger på adfærden vi træner. Jeg kan derfor i nogle sammenhæng bare ignorere lyden og fortsætte træningen selvom nogle ville tro at ”nissen (lyden) flytter med” – det gør den slet ikke altid men det kræver at du er 100% opmærksom på om lyd-frekvensen stiger eller falder i løbet af træningspasset.
- Forsigtighed med at skabe for faste forventninger om belønningstype. Jeg passer meget på med ikke skabe en for fast forventning til hvornår der kommer bold, kamp, godbidder etc. (Det kunne man skrive en helt egen artikel om)
- Fejlmelde lyden? Det er jeg UHYRE forsigtig med. Som regel forstår hunden ikke at det er LYDEN der fejlmeldes, og ikke adfærden der foregik samtidig – hvordan skulle den begribe det? Og konsekvenserne kan ofte blive mere frustration. I få tilfælde hvor han har tabt sutten helt, afslutter jeg passet på mest lempelig måde for at give os begge et break til at tænke, og her sætter jeg en anden aktivitet i gang – f.eks. søge efter godbidder på græsset.
- Fumlesituationer (pausestrategier og afslutning af belønningssituationen) – uhyre vigtigt ikke at lade hunden stå og ”hænge i luften” uden mulighed for at opnå forstærkeren. Vigtigt at have gode mekaniske færdigheder selv her. Mht pause bruger jeg ikke det såkaldte ”Crategame” da det øger spændingen i hunden…. Det har jeg ligesom ikke brug for. Min oplevelse med forsøg med dette viste at lyden blev værre: Han eksploderede i det øjeblik han fik frisignal til at gå ud og fortsætte træningen. Her er det vigtigt at lære hunden at gå til pause for at slappe af! Dette har været ubeskrivelig svært for Futte! Og vi har ikke styr på det endnu….
- Introducere strækning af forstærkningsfrekvensen smart (baglænskædning). Se andre blogindlæg om dette.
I næste blogindlæg vil jeg skrive lidt om betydningen af at finde det rigtige stressniveau i træningspasset og hvorfor det også har betydning for lyd.
