For nogle måneder siden flyttede Basil ind hos os. Jeg har klare planer med ham, og det gør det nemt for mig at prioritere ting og sager i træningen. Jeg har en programspecifik grundfærdighedsliste som jeg har udarbejdet tidligere for IGP-programmet så det er let at smøge ærmerne op og arbejde med konkrete programrelaterede grundfærdigheder. Dem er vi godt i gang med.
Pause, søvn og bur
Selvfølgelig er der også en masse andre ting at lære ham for at få hverdagen og fremtidige planer til at lykkes. Vi har tre hunde, og for at få lidt ro fra en legesyg hvalp, kan det være godt at lære den at slappe af og være lidt på pause i bur. Så jeg har trænet meget på dette fra starten – frivilligt at gå i bur, at kunne sove og slappe af der. Det høster vi stor glæde af i denne periode hvor tandskifte og gradvis mere aktivitet af mere eller mindre konstruktiv karakter er på hans dagsorden. Men fremfor alt sørger jeg for at han får stillet sit behov for aktivitet. Bur er ikke en ”sovepude” til passivisering af understimuleret hvalp. Men det er fantastisk godt til forberedelse for ”pausestationer”, bilkørsel, og ikke mindst at kunne vente i bilen til det er hans tur til at komme banen nede i klubben. Dette har på ingen måde været vanskeligt for mig for opdrætter havde allerede gjort fine forberedelser ved at gøre hvalpene trygge ved bilkørsel. Vi har bare videreudviklet på det, og har nu en hund der slapper supergodt af i bur i både bil og stuen (når de to voksne hunde skal have fred for ham). Og bare denne lille detalje vil være et stort plus for os på sigt når vi forhåbentligt skal ud på konkurrencebanen. Han vil ikke komme til at spilde sine kræfter på at være urolig, måske larmende eller bare ked af at blive forladt. Han er rolig, tryg og kan sove der og kan bruge sine ressourcer optimalt.
Belønninger
Når man er klikkertræner, er det vigtigste værktøj at kunne forstærke adfærd effektivt. Så udvikling af interesse for og konfliktfri håndtering af gode forstærkere er jo også højt oppe på min liste. Og fra start har jeg arbejdet med især aflevering af bolde og legetøj og slip. Det virker pt også helt ukompliceret – noget jeg nok kan takke gode gener for. Han er både madglad og legeglad, og mit job er bare at følge op og lave faste vaner som sikrer konfliktfri aflevering og slip inden han når den alder hvor intensiteten stiger markant på legebelønningen som er min erfaring med brugshunde.
Den målrettede træning
Som sagt i indledningen, er det nemt for mig at overskue hvad vi skal træne på. Jeg har en grundfærdighedsliste og det er jo bare at gå i gang. Og vi er godt i gang. Jeg træner meget herhjemme – jeg har helt optimale forhold, og jeg ved også hvor godt det er at indlære nye adfærd uden en masse forstyrrelser til at begynde med. At bygge grundfærdighederne op til en høj grad af flyd er virkelig vigtigt for at kunne præstere på konkurrencebanen, eller bare kunne træne nede i klubben.
Men klinisk grundfærdighedstræning herhjemme kan jo selvfølgelig ikke stå alene!
Vi ved alle sammen godt at der skal miljøtrænes og socialiseres, og jeg har hidtil selv set det som en træning der handler om at min hvalp skal lære at være tryg i alle slags miljøer og overfor andre mennesker og dyr. Og det er det selvfølgelig også. Men hvis Basil skal have en karriere i brugshundeverdenen, skal han have en færdselsprøve, og det kræver træning – nok lidt mere end almindelig miljøtræning. Det kræver at han faktisk kan præstere nogle grundfærdigheder i bymiljø og med andre passerende hunde etc. Så det har vi haft fokus på fra den første uge siden han flyttede ind – trænet på at være komfortabel og rolig i forskellige bymiljøer – og dette med massiv belønning.
Når man er så heldig at have gode træningsmuligheder hjemme, kan det nemt blive sådan at det er hurtigst og nemmest at få trænet derhjemme, og dermed ikke få trænet så meget med andre hunde tilstede. Og det kan også nemt blive sådan at man, når man så endelig kommer afsted, bruger mødet i klubben til at lade hvalpen lege en masse med andre hvalpe/hunde. Og begge dele er noget skidt. Enten bliver det en meget stor og uoverskuelig opgave for hunden senere at kunne præstere og få fokus med andre hunde til stede fordi det er uvant og måske utrygt. Eller også risikerer du at træningspladsen associeres med høj forventning til leg og sjov med de andre hunde og ikke med dig.
Basils socialisering har jeg klaret ved at mødes med andre hvalpe og voksne hunde på helt andre steder end i klubben. Jeg ønsker ikke en hund der skriger og gør i høj forventning om leg når den ser andre hunde nede på banen i klubben. Dette er et sted hvor vi skal træne. Så når jeg tager i klubben, er det for først og fremmest for at lære ham at kunne være stille (ja, det er jo ikke helt ualmindeligt at en schæfer let bruger mund) og gradvist fokusere mere og mere på mig. Jeg sørger for aftaler med andre på banen så jeg kan holde den afstand som er nødvendig for ham for ikke at begynde at gø, og at han er komfortabel med de fremmede store hunde som også kommer der. Jeg lader ham se så længe han vil på de andre, og gradvist stempler han ind og tilbyder kontakt, og vi træner så de grundfærdigheder han kan bedst og ikke mere end det. Med tiden vil graden af flyd på det vi træner hjemme forhåbentligt stige så meget at han kan tage det med ned på banen, og med tiden vil de andre hunde blive mindre interessante i forhold til at tjene gode belønninger hos mig. Den proces er i gang og jeg håber den gode begyndelse vil fortsætte i samme spor.
Al den ovenstående tekst kan nemt lyde som om jeg har købt en god ketsjer til min sport. Sådan er det også, men alt hvad vi gør sammen, bygger vores relation. Alle små skridt af sejre, grin og nederlag gør at vi allerede er knyttet tæt sammen. Jeg elsker min Basil 😊
