For nogen tid siden skrev jeg en lille blog om ”fejl” i træningen og lidt om hvad vi kan gøre for at undgå dem. Jeg vil her gå lidt mere ned i overvejelserne man bør gøre sig omkring påvirkning/hjælp mm når vi ønsker at få en adfærd frem.
Der er flere forhold at tage hensyn til når vi skal træffe et valg for måden vi vil indlære noget på. Jeg har prøvet at opliste nogle spørgsmål jeg selv bruger til at afgøre om jeg finder en teknik egnet eller ikke.
- Hvilke type konsekvenser afstedkommer teknikken?
- Har hunden et reelt valg? (Hvor stort eller lille handlingsrum?)
- Ved indsnævring af hundens handlingsrum, har du så en strategi for at fade hjælpeaktivitet ud?
- Har du sørget for at hunden kan eventuelle mere grundlæggende adfærd i forvejen ?
- Hvor hurtigt får du adfærden frem? (selvom hurtigst ikke altid er bedst)
Der er sikkert flere ting at overveje men nu vil jeg først lige forklare lidt om hvorfor jeg finder disse spørgsmål relevante. I hvert fald nogle af dem.
Hvilke konsekvenser?
Med det sigter jeg til, at vi jo ved at al adfærd bruges til at opnå en eller anden ændring i miljøet. Så hvis jeg opsætter en træningssituation, ser jeg på om hunden finder adfærden frem for at opnå noget den gerne vil have eller om den kommer frem for at stoppe noget eller opnå afstand til noget som jeg har tilført situationen. Altså om den arbejder under positiv eller negativ forstærkning. Hvis jeg ønsker at træne belønningsbaseret, og jeg så alligevel bruger teknikker der lægger pres på hunden for at få adfærden frem, så har det ikke den store betydning at jeg belønner. Hunden arbejder for at slippe for presset. Sådan ønsker jeg ikke at træne. Og dermed vil nogle teknikker derfor blive kasseret.
Har hunden et reelt valg?
Dette handler om at jeg som klikkertræner ønsker at arbejde mest muligt med hundens eget initiativ. Det har jeg en hel masse grunde til. Både nogle rent træningstekniske og nogle mere etiske.
Ved at give hunden muligheden for at kunne træffe valg selvstændigt i træningssituationen, opnår jeg flere ting. Det at give hunden oplevelsen af kontrol er noget som er af stor betydning – ikke bare for hunde men for alle levende væsner. I et forsøg med duer eksponerede man dem for to situationer med samme udbytte (belønning). ..”Den ene situation havde større valgfrihed (mange responsalternativer), den anden færre (få responsalternativer). I denne valgsituation fortrak duerne situationen med større valgfrihed. Præferencen for valgmulighed kan være så stor at duer foretrækker situationer med større valgfrihed selv om dette reducerer udbyttet i forhold til situationer med færre valgmuligheder (Mazur 1984).” Citeret fra ”Læringspsykologi” af Svartdal og Flaten, s.93.
Så det vil altså sige at det at give min hund reelle valgmuligheder i træningssituationen er akkurat lige så vigtigt som at belønne den ordentligt.
Jeg får faktisk også noget information. Hvis min hund ikke selv vælger frivilligt at stemple ind i træningspasset, kan det være information om at noget ved træningen er uhensigtsmæssigt. Det kan være et ”svar” på ovenstående spørgsmål om at noget i træningen er aversivt, f.eks kan afslutningen af en legebelønning være så konfliktfyldt at det forpester hele træningen. Det kan være information om dårlig kriteriesætning fra min side. Er det så svært at der kommer ”fejl” igen og igen og dermed en hund der måske giver op? Det er faktisk muligt at lære sin hund at hade klikkertræning ved altid at have for høje kriterier. Og sidst men ikke mindst giver det også information om kvaliteten af mine belønninger i forhold til træningssituationen.
Hvis min hund selvstændigt og frivilligt indtager ”startposition” (det kan være at stille sig foran mig og se på mig, sætte sig ind på plads før en fri ved fod, eller at slippe bolden efter endt belønning) til træningspasset, fortæller den mig med andre ord, at den er klar og at den har lyst til træningen. Og det vil alt andet lige give en hund der yder sit bedste.
Mange, få eller ingen valgmuligheder? (Punkt 3,4 og 5)
Nu kan der under nyindlæring være gode grunde til at give hunden færre valgmuligheder. At have et meget stort handlingsrum kan gøre hunden meget frustreret fordi det simpelthen er for svært at finde ud af hvad den skal gøre for at opnå belønningen. Det kan derfor være en udmærket strategi at indføre en eller anden form for hjælp. Det man bare skal være klar over, er at der kan være en række ting man skal tage højde for. Hjælpeteknikker må sjældent være til stede i et konkurrenceprogram, så det er vigtigt at have en plan for at fade dem ud da de ellers kan blive en del af signalet hunden har koblet til adfærden – hjælpeafhængighed.
Og hvis jeg ofte bruger massiv hjælp (f.eks. lokning), vil hunden ikke få øvet sig i at være den aktivt tilbydende part. Og dermed bliver det til stadighed ved med at være vanskeligt at frishape. Og jeg får heller ikke øvet mig i god kriteriesætning for frishaping. Så det må virkelig afvejes om det er den bedste løsning at indskrænke valgmulighederne for radikalt. Ofte kan man med fordel også se på om det f.eks. kunne være at adfærden er svær at få frem fordi der er nogle grundfærdigheder som hunden ikke kan. Det er f.eks. meget lettere for hunden at begynde på fri ved fod hvis den i forvejen har lært at indtage pladsposition, bagpartskontrol mm. Og dermed kan det være unødvendigt at bruge en masse hjælp til fri ved fod fordi du har opbygget nogle kompetencer hos den først. Det er faktisk tilfældet i mange øvelser.
Og til sidst, så vær ærlig overfor dig selv. Bruger du hjælp fordi du hurtigt vil se et resultat? Og i den modsatte grøft: Holder du rigidt på at frishape noget som vil tage meget lang tid at komme i mål med hvor du ville kunne spare den halve tid med en target? Valget er dit.
Træn smart – og rart for din hund.
