Som hundeejer i det moderne samfund er vi nødt at have en hvis form for kontrol over hunden – både for at beskytte hunden, og for at beskytte andre mod eventuelle skader eller ulykker hunden kunne blive årsag til. Hunden kan ikke bare løbe frit og gøre som den vil, men må tilpasses rammerne vi sætter. Måden vi kommer dertil, er ved at ”opdrage” og træne hunden til at ”lystre”. Sådan formuleres det af mange, og hvis du slår ordet op på sproget.dk, finder du bl.a. følgende definitioner:
- ”evne og magt til at styre nogen el. noget så der ikke sker en uønsket udvikling” og under dette:
Det at kunne få et tæmmet dyr, fx en hund, et ride- el. trækdyr, til at lystre el. føje sig
I det ligger tanken altså om at have kontrol over et andet væsen – for os hunden. Og det er rigtigt at vi til en vis grad kan og gør det f.eks. når vi giver den snor på. Kontrol har også en anden betydningsnuance, nemlig det at føre tilsyn med eller:
”overvågning af nogen eller noget for at sikre at alt er i orden, og at der ikke foregår noget uønsket eller ulovligt”.
Disse formuleringer giver – hos mig – associationer til at vejen til kontrol går gennem tvang og magtmidler af aversiv karakter. Det har også i stor udstrækning været sådan at vores opdragelseskultur har været indrettet historisk set. Fysisk straf og trusler om ubehagelige konsekvenser er måden vi traditionelt fik hunden (og engang også børnene…) til at ”rette ind”. Og vort samfund er fortsat ganske straffeorienteret – vi har fængsler, bøder, klip i kørekortet og andre former for anmærkning af fejl adfærd – mens god og acceptabel adfærd tages for givet og måske helt ignoreres.
Det er uden for diskussion at man kan få høj grad af kontrol over en hund ved at træne den med brug af fysisk straf, korrektioner og tvang. Og denne træningsform har en lang historik – den har haft tid til at udvikle metoder og teknikker – og dermed tid til at raffinere og effektivisere. Og den udvikling er jo ikke stoppet. Den foregår til stadighed og findes i mange variationer og grader af brugen af afstraffelse.
Men indenfor de sidste ca. 20 år har belønningsbaserede træningsveje til at opnå kontrol også haft en stor udvikling. Modstanderne af den belønningsbaserede træning har ofte ment at man aldrig får fuld kontrol over hunden uden at bruge en vis form for afstraffelse og korrektioner især omkring problematiske situationer hvor hunden går på jagt efter råvildtet, bider naboens 3-årige knægt som kommer blæsende ind ad havegangen …..eller sikre sig at den sætter sig på jægerens fløjtesignal, holder positionen under rygtransport i IGPs gruppe C osv.. Og det er også fuldstændig rigtigt at man har set hundeejere der træner belønningsbaseret, mislykkes med deres træning – og det ses selvfølgelig også stadigvæk. Men den belønningsbaserede hundetræning har ikke så lang en historik som den mere traditionelle. Vi der har trænet programmer der ikke har haft en tradition for belønningsbaseret træning, har selv måttet opfinde de nye veje at gå – og det tager tid før man finder de mest effektive metoder og teknikker, finder instruktører der kan hjælpe og uddanne dig osv. osv.
Men tilbage til det med kontrol. Er det sådan at man fuldstændigt kan kontrollere sin hund? Nej, ingen kan kontrollere dens tanker – og der kan altid opstå situationer hvor hunden træffer et andet valg end det du har prøvet at træne den til at træffe – uanset hvilken metode du har brugt. Så drop den illusion.
Men hvad vil det sige at have kontrol, eller en oplevelse af kontrol? Det vil jo sige at hundens ønsker og valg samstemmer med dine forventninger til den i situationen. Og som sagt, det kan vi påvirke hunden til på flere måder. Dem der er fortalere for en mere tvangsbaseret læringsvej, mener ofte at vi der træner med frivillig adfærd, slet ikke får kontrol når vi bare står og venter på at hunden skal gøre det rigtigt. Og det er lidt en misforståelse at jeg så bare tager snoren af og venter på at hunden kommer tilbage efter at have løbet efter naboens kat. I princippet kan man sige at vi alle – uanset metode og teknik – bruger læringslovene til at opnå kontrol. Nogle bruger så teknikker der i vidt omfang begrænser hundens muligheder for at træffe valg. Og andre går måske i den helt modsatte grøft. Men når vi træner belønningsbaseret, har vi i bund og grund en helt anden indfaldsvinkel til at få kontrol end den traditionelle: Vi fokuserer på det vi vil have hunden skal gøre i denne situation – ikke på alt det den ikke skal gøre. Det er jo ikke fordi vi ikke ønsker at opnå kontrol i situationer af forskellig slags, men vi opnår den på andre måder. Vi forsøger på forhånd at udvælge egnede adfærd som vi kan belønne, vi kan gøre en lang række tiltag for at opnå at hunden gør som vi ønsker i en given situation. Vi kan kontrollere det vi selv gør i træningen. Vi prøver at gøre en masse af mere forberedende karakter – at være proaktive i stedet for reaktive. Vi har selvfølgelig fokus på hvilke konsekvenser vi bruger, men det er langt fra den eneste sandhed om belønningsbaseret træning – det er jo netop også alt det andet vi kan gøre for netop at kunne vælge den ene type konsekvenser frem for den anden.
For en del år siden skrev Morten Egtvedt en artikel her i Canisbladet som hed ”At slippe kontrollen for at få kontrollen”. Den kom bl.a. ind på visse tendenser som til stadighed ses i den belønningsbaserede hundetræning – også blandt klikkertrænere, nemlig at der i høj grad er fokus på at forhindre hunden i belønne sig selv for uønsket adfærd. Og ja, det kan absolut være en god ide at have fokus på det, men det skal ikke fylde mere end vigtigheden af at belønne ofte nok og godt nok! Hvis det gør det, kan det nemt blive til en glidebane hvor ”man er i færd med at falde tilbage til ”traditionel” hundetræning med en klikkerdrejning”. Hvis man holder fokus på ”god timing, fornuftige kriterier, høj nok forstærkningsfrekvens og god forstærkningskvalitet – så vil du snart se at hunden frivilligt vælger at gøre som du vil have det uden at du behøver at kontrollere den hele tiden. Af og til må du vove at give slip på kontrollen for at få kontrol..”. Artiklen peger her på at man måske ikke har sluppet den opdragelseskultur de fleste af os har med i rygsækken – det er svært ikke have meget fokus på at ”slå ned på fejlen” eller være panisk for at fejl overhovedet opstår – så meget at vi frygter at hunden bliver forstærket for fejl adfærd, og at vi derved får et overdrevet behov for at kontrollere dens adgang til goderne i livet. ”I de allerfleste tilfælde tror jeg imidlertid at man hellere bør stole på at positiv forstærkning faktisk virker og have is i maven så det får tid til at virke.” Det er en vigtig pointe.
At få kontrol gennem denne type læringsproces har også en anden virkelig vigtig effekt. Og det er den oplevelse hunden får af læringsprocessen. Hunden som har fulgt den frivillige læringsvej, vil ikke opleve at den er ”overvåget, bliver styret eller kontrolleret med magt”. Den kommer til at opleve at den selv har kontrol. Vi har bare tilrettelagt det så dens valg betaler sig og givet den nøgler til at opnå ting den gerne vil have.
