Når vi træner bidearbejde, uanset om det er i IPO eller PH-programmet, så bygger vi det altid op ud fra de fire kernepunkter i klikkertræningens grundprincipper.
Og de er, som mange ved, følgende:
- Brug af positiv forstærkning, negativ straf og ekstinktion til at forandre adfærd.
- Man bygger på hundens eget-initiativ og bruger så lidt hjælp som muligt for at få ny adfærd frem.
- Systematisk brug af en betinget forstærker (som f.eks. klikkeren)
- Man bygger på adfærdsanalytisk teori og fokuserer på observerbare faktorer.
I det følgende vil jeg fokusere lidt på hvorfor og hvordan vi arbejder med frivillig adfærd i bidearbejdet.
For det første er det jo en god ide at være konsekvent med at bruge samme træningskoncept i al sin træning. Så hvis jeg bruger klikkertræning til indlæring af andre discipliner, gør jeg jo træningen mere forståelig for hunden ved ikke at skifte koncept bare fordi jeg skifter disciplin. Og grundene til at bruge frivillig adfærd er de samme som i andre discipliner: Jeg ønsker at undgå hjælpeafhængighed og vil gerne øge hundens kreativitet og læringsmæssige kapacitet, og jeg ønsker ikke at komme til at forstærke uønsket adfærd med påvirkningen. Men der er også en anden grund som vi måske ikke udfolder så ofte: At det er ønskeligt at hunden får en oplevelse af responskontrol.
Hvad er responskontrol?
Responskontrol vil sige at jeg med min adfærd kan kontrollere/har indflydelse på situationen og konsekvensen af min adfærd. For hunden vil det sige at den selv finder ud af hvordan den med sin adfærd f.eks. kan få mig til at klikke og belønne. Det indebærer valgfrihed. Mulighed for responskontrol er vigtig for levende væsner. Du kan læse mere om det i Svartdal og Flatens: Læringspsykologi s.92 og frem. Her henvises til flere interessante forsøg med både dyr og mennesker, bl.a. et eksperiment med nogle spædbørn. To grupper spædbørn blev lagt i hver sin kravlegård med hovedet på en pude og et bevægeligt legetøj hængende op over hovedet. Den ene gruppe børn havde en censor under hovedpuden således at legetøjet bevægede sig når de drejede hovedet. Den anden gruppe fik legetøjet bevæget for sig. Eneste forskel på de to grupper var at den ene selv kunne bevæge legetøjet, og den anden gruppe fik legetøjet bevæget for sig. De børn som selv kunne bevæge det ved hjælp af hoveddrejning, viste hurtigt kontrol over situationen og viste stor glæde ved denne leg. Den anden gruppe viste efterhånden mindre interesse og glæde ved legetøjet, selvom der blev leget lige meget med det. Konklusionen på eksperimentet viste at: ”Det var ikke bevegelse av leken i seg selv som var interessant for spedbarna, men det at bevegelsen inntraff under responskontroll (at barna selv frembragte bevegelsen)”. Dette gælder ikke bare for mennesker men også for dyr. Et eksperiment med duer viste at præference for valgmulighed var så stærk at duerne foretrak situationer med større valgfrihed også selvom belønningen blev ringere, i forhold til situationer med mindre valgmulighed. Desuden kan ”faktisk responskontroll, eller oplevelse av slik kontroll, redusere stress, øke toleranse for ubehagelige situasjoner og ha en rekke helsemessige gevinster”. (Svartdal &Flaten s. 93 – læs gerne hele dette afsnit selv – utrolig interessant!). Denne konklusion er uhyre vigtig at huske på når vi træner hund i det hele taget! At give hunden en valgfrihed forøger dens kapacitet til at håndtere situationer, giver for øvrigt også livskvalitet og ikke mindst: det reducerer stress.
I bidearbejdet betyder det, at hvis vi kan tilrettelægge træningen sådan at hunden får en oplevelse af responskontrol – at det er dens ageren der styrer figurantens leg – så kan vi reducere stress og øge glæde ved legen. Det er en gevinst for træningen. Vi får en hund med et større mentalt overskud i situationen og det har den brug for i bidearbejde.
Figurantens rolle
I og for sig kan man sige at hele spillet i IGPs gruppe C, eller lignende forsvarsøvelser, er en lang række af lydighedsøvelser med en synlig forstærker til stede – nemlig figuranten. Figuranten er en ”fjernbelønning” som hunden får lov at få hvis den udfører adfærden rigtigt. Helt fra starten af indlæringen bruger vi figuranten som en belønning. Og med ovenstående snak om frivillighed som årsag ønsker vi at hunden lærer en række grundfærdigheder, delmomenter og til sidste øvelser hvor figuranten ofte er den som belønner. Som det første og allervigtigste når træningen af bidarbejde påbegyndes, mener vi at det er hunden som selvstændigt og frivilligt skal tage kontakt til figuranten. Hunden skal selv vælge at løbe ind til figuranten uden hjælp, hetz, påvirkning (og slet ikke pisk). Hunden belønnes af fig for at løbe ind, og først der bliver figuranten aktiv. Og da skal han lege det bedste han kan med hunden.
Det er hundens initiativ som sætter figuranten i gang – ikke omvendt!!
Når hunden viser ønsket adfærd, vil figurantens aktivitet fungere som et klik (vi klikker ofte også for at være helt præcise med at markere) for adfærden, og derefter kommer det efterfølgende bid/leg (i forskellige redskaber alt efter hundens uddannelsesniveau). I praksis griber vi det sådan an at hunden jo i allerførste omgang skal lære bare at løbe ind til figuranten for at lege. Så i de første træningspas arbejder vi med en helt løs hund og figuranten står stille. Når hunden vælger at løbe ind for at tage kontakt, klikker figuranten og bliver aktiv – enten tilbyder han leg, eller kan i første kontakt med en lille lidt forsigtig hvalp starte med godbidder og derefter gå over til leg. Hunden kan være lidt tid om at finde ud af hvilke valg det betaler sig at træffe, men den skal vælge selv – ikke presses, lokkes eller hetzes.
Til at begynde med vil hunden jo ikke komme ræsene ind til figuranten – men efter få repetitioner, hvor den finder ud af hvad der førte til legen, og at det førte til leg, vil hastigheden komme helt af sig selv, hvis vi har med en god brugshund at gøre som kan lide at lege. Figurantens rolle er altså at være den som tilfører belønning – hans evne til at lege med hunden vil være det som skaber belønningskvalitet. Jo bedre kvalitet, jo større intensitet hos hunden. Med tiden vil hunden associere synet af figuranten (især når han bærer sine figurantbukser og udstyr som bliver en del af et miljøsignal) med MORSOM leg. Således bygger vi intensitet og stressniveau op ved hjælp af hundens erfaring med legen hos figuranten. Sidenhen øger figuranten sværhedsgraden på legen – det at fange bideredskabet skal mestres på mange forskellige måder og efterhånden må hunden også tilbyde flere adfærd før den får bid – men det må vi lade ligge til en anden artikel om grundfærdigheder for bidearbejde.
Eftersom figurantens aktivitet fungerer som en betinget forstærker (som et klik), skal vi altså være opmærksomme på hvilke adfærd hunden viser når figuranten viser aktivitet. Hvis hunden er uopmærksom, snuser i jorden etc. og figuranten gør en masse for at få hundens opmærksomhed, risikerer vi altså at forstærke netop snusen i jorden og manglende interesse…Man risikerer også at gøre hunden afhængig af figurantens aktivitet for at komme i gang. Og i konkurrence hjælper figuranten ikke hunden i gang. Det modsatte kan også blive tilfældet: At figuranten får hunden op i et så højt stressniveau at mange ting i træningen bliver vanskelige. Hunden kan også blive utryg ved hetz. Alle de bivirkninger der er ved et for højt stressniveau, kan du læse om i en artikel andet steds i dette blad (Canis 4/13). Udover forringet eller ingen læringsevne/hukommelse (forståelse for sammenhæng mellem adfærd og konsekvens mistes) sker der uhyre ofte det at hunden enten får meget uroligt bid (tyggeri) eller store vanskeligheder med slip, vanskeligt ved selvkontrol og meget mere.
Hvordan kan vi regulere stressniveauet?
Nu er det ingen hemmelighed at man kan få et alt for højt stressniveau, også selvom vi har brugt frivillig adfærd og ren positiv forstærkning. Nogle racer/individer har lettere ved at komme op i ”det røde felt” end andre, og efter bare få gode legepas med en sjov fætter af en figurant kan forventningen om leg inden man overhovedet er kommet på banen blive vældig stor.
Men der er flere ting man kan gøre. Her er nogle ideer:
- Lær hunden at gå på banen uden lyd og med fokus trods høj belønningsforventning: Beløn ro – dvs. klik og beløn med mad eller bold/bidepølse for at sidde/stå stille (og tie stille!) eller bare at følge dig mens du går lineføring eller bakker (du går baglæns med hunden vendt frontalt mod dig) ind på banen. Gør dette muligt ved at gå ind på banen FØR figuranten kommer ind (og denne forholder sig også i ro). Hvis det er vanskeligt for dig at få kontakt med hunden, kan du transportere den i belønning (spisende godbidder den må kæmpe sig til dem i en knyttet hånd eller hængende i en bold eller bidepølse) ind på pladsen så den ikke bare slæber dig derind skrigende på sin figurant. Herefter kan du se om du skal lægge en kriterieplan med flere trin for at fade figurantens tilstedeværelse ind, og for at bruge ham som belønning.
- Træn på rigtigt kriterium, uanset hvilket niveau I er noget til. Undgå for vanskelige situationer som hunden ikke mestrer. Det er altid bedre at sætte sværhedsgraden ned end at fejlmelde hunden da det let fører til frustration som kan få hunden op i rødt felt.
Undgå frustration: Hold en høj belønningsfrekvens (hænger tæt sammen med ovenstående) + god doggiezen ved at du selv belønner hunden ofte for ro inden den får lov at tage figuranten. Sørg for at have en velindlært værsgo-kommando til at tage en fjernbelønning samt god selvkontrol på fjernbelønning (figuranten fungerer som denne her, men indlær det på bold, ærme på jorden etc før du bruger figuranten). Sig så værsgo når hunden kan sidde stille og vente. Hunden kommer dermed til at sidde i spænding og vente som en stram elastik du skyder af sted på dit «værsgo». Dermed bruger den ikke unødig energi på hylen og skrigen men lukker det ud på det den skal: Bidet! - Undgå at der kommer pause og fumlen med aflevering af bideredskab efter bid hos figuranten. Dette kan også skabe unødig frustration. Kør hunden fra belønning til belønning. Efter bid hvor hunden har vundet bideredskab, kan man bytte med bold eller mad. Klik og beløn dig væk fra bideredskabet, klik og beløn så for at sætte sig eller stå stille (og tie stille), lad hunden være helt stille i få sekunder og sig så værsgo til nyt bid. Man kan også køre med to ens bideredskaber (muffe eller bidepølse) og have en hjælper til at aflevere redskab til figuranten. Hunden vinder sit bideredskab og figuranten er allerede klar med nr 2 så snart hunden har sluppet og siddet i ro et øjeblik. Tiden hunden skal sidde stille, strækkes langsomt. Efterhånden behøver man ikke længere to redskaber men hunden kan nu bare sidde eller ligge stille før ny repetition sættes i gang.
- Dæk hunden af som afslutning på belønningssituationen hvor den har vundet sit ærme/styr/bidepølse og lad den ligge stille og få pusten. Hunden skal selvfølgelig have en velindlært liggeadfærd – jeg bruger selv et andet signal til adfærden i denne situation end i øvrig lydighed for ikke at få sjusk og for meget uro i min lydigheds-dæk.
- Vær sikker på at hunden er tryg !!Forskellige hunde har brug for at man arbejder forskelligt med dem for at få dem til at bide godt, sikkert, roligt og hårdt nok. Det er slet ikke alle som må ned i gear, men vores erfaring er at dette ofte er tilfældet, og derfor må man have en plan klar når man mærker for mange bobler i kedlen. Hvorvidt hunden skal gø eller ikke, kan derfor også være individuelt i det hundens gøen kan være et tegn på hvor højt oppe den er. Nogle hunde arbejder bedre hvis de kommer derop – andre starter allerede her med at få uroligt bid eller andre problemer og har stor gevinst ved at lære at være i ro inden bid.
- Der er mange mange flere detaljer at sige om bidearbejdet: hvordan træne grundfærdigheder , indlæring af delmomenter, hvordan lærer den at tåle ”belastning” fra figuranten og meget mere. Men det må komme i nogle andre artikler. Men gå ud og leg med din hund – det er det første skridt.
- Nu tænker du måske: Jamen der skal da være fuld knald og høj intensitet i gruppe C/ forsvarsarbejde. Ja bestemt, og det kommer der også med frivillig adfærd når vi har givet den tid til at lære tingene. Som tidligere nævnt skaber figurantens leg hurtigt høj belønningsforventning hos hunden. Mange gode legepas skal nok lære den at forbinde situationen med intensitet og glæde. Men også andre ting arbejder for os med hensyn til hastighed. Flyd på alle adfærd som skal trænes i programmet, på selve legen – at løbe ud og gribe fat rigtig sted, flyd på indspring mm – vil gøre at hunden ikke længere behøver at tænke over hvad den skal. Det giver fart og præcision. Hvis der opstår tøven hos hunden, skal man huske at det kan komme af flere ting: at den ikke ved hvad den skal, eller at den er utryg (eller syg).
Hvis du vil lære mere om at træne bidearbejdet efter ovenstående principper, kan du melde dig på kursus hos os. Skriv til dina@vesloeshundesport.dk for at høre hvornår næste mulighed findes.
