Når vi træner Fido til noget, har vi ofte brug for at de øvelser og adfærd vi lærer hunden, også kan fungere når der er forstyrrelser til stede. Nogle gange er det forstyrrende noget der frister hunden til at forlade dig eller hele øvelsen. Det kan være alt fra at blive hos dig mens naboens kat krydser stien I går på, til at hunden kan holde sin position under transport af figurant i et brugsprogram.
At lære hunden ikke at jage katten eller tage figuranten med det samme, kan gribes an på flere måder. Når man træner belønningsbaseret, indebærer det at lære hunden at det faktisk betaler sig gøre noget andet end det som hunden måske i første indskydelse ville gøre. I den klikkertradition jeg er oplært i, kaldes det for doggie-zen, nogle kalder det selvkontrol eller impulskontrol. Men hvad er det egentlig vi lærer hunden?
Vi ved ikke om vi får kontrol over hundens impulser – vi kan ikke se dem og vi har ikke kontrol over noget der er inde i hunden. Men vi kan lære den et koncept – en kæde der hedder: Hund ser fristelse (signal) – hund indtager plads (f.eks.) – fører siger værsgo til en forstærker – hund tager forstærker. Så i virkeligheden lærer vi hunden en kæde hvor stimuluskontrol spiller en hovedrolle. Stimuluskontrol betyder at der er lavet en tæt kobling mellem et signal, en adfærd og en konsekvens. Når denne kobling er trænet grundigt, vil signalet øge sandsynligheden for at adfærden vi har koblet det med, forekommer. Det er en vigtig træning, og et koncept vi kan lære hunden at generalisere i en vis udstrækning. Men kontrol over dens impulser får vi aldrig. Hvor god ”kontrol” vi får over hunden i disse situationer, afhænger af hvor godt vi har trænet det. Hvis du vil lære mere om doggie-zen-konceptet og hvordan du bruger det, kan du kigge nærmere på Årskursus i klikkertræning fra A-Z
