blog

I et tidligere blogindlæg så vi lidt på teorien bag baglænskædning, og hvordan effekten er i forhold til belønningsforventning. I denne artikel ser vi på nogle af forudsætningerne, som må være på plads, før du kan begynde at bruge baglænskædning effektivt. Der er også nogle ting du skal være bevidst om som kan ske når du begynder at bruge det i praksis, og hvad du skal gøre når de indtræffer.

Lad os allerførst se på forudsætningerne

Når vi skal til at lære hunden øvelser, kan vi sammenligne det med da vi lærte at skrive stil i skolen. Det første vi måtte lære, var at skrive bogstaverne – det lærte vi før vi kunne danne ord og sætninger. Sådan er det også når vi skal lave øvelser. Vi må lære hunden grundfærdighederne – altså de mindste dele øvelsen består af – før vi kan danne delmomenter og hele øvelser. For at baglænskæde delmomenter eller hele øvelser effektivt må grundfærdighederne altså være godt gennemtrænet først. Man kunne kalde denne kædningsproces for ”macrokædning”. Altså at vi kæder grundfærdigheder, delmomenter eller flere øvelser sammen. Men faktisk kan vi også baglænskæde på et ”microplan” – nemlig mens vi indlærer grundfærdighederne. Et eksempel kunne være når vi lærer hunden at løbe til target og træde på det. Først klikker vi for at hunden træder på target på klods hold – siden bevæger vi os længere og længere væk fra target før vi lader hunden løbe ud og træde på det og få sit klik og belønning. Så baglænskædning kan altså også bruges i en shapingproces under nyindlæring (men ikke altid). Skal du kæde noget sammen på ”macroplan”, betaler det sig imidlertid at de deladfærd du skal bruge i kæden er trænet til flydniveau så hunden ikke er det mindste i tvivl om hvad den skal gøre. Det vil gøre at du kan holde en væsentligt højere belønningsfrekvens, og det vil gøre det hele meget nemmere for hunden. Hvis et led er svagt – dvs. ikke er lige så velindlært som de andre led i kæden – bliver det meget tydeligt når vi sætter dem sammen, og dette led bliver enten tøvende eller med decideret fejl, ja så vil vi jo blive nødt til at afbryde kæden da vi ikke ønsker at belønne dette. Et svagt led med lav sandsynlighed kan heller ikke virke som forstærker for et forudgående led, så da vil kæden ikke fungere.

En anden ting som også er vigtig at have gjort på forhånd, er at alle led (grundfærdigheder) bør være virkelig godt generaliserede. De må være trænet på nye steder, med forstyrrelser, med variation af din egen position og med det som også kaldes ”doggie-zen” (se Canis 1 og 2/2016) kvalitetssikring. Det er nemlig en helt ny situation for hunden når vi begynder at sætte adfærd sammen frem for bare at træne en ting ad gangen. Dette gælder også med hensyn til hvor godt dine signaler fungerer. Der er flere ting at tænke på i den sammenhæng.

Vigtigheden af stærke signaler

Måske husker du fra forrige artikel at vi talte om at signalerne i en kæde har en dobbelt funktion. De virker både som startskud til at få lov til at udføre adfærden, men de virker også som ”klik” – betingede forstærkere – for den adfærd som kom lige før signalet, og det er limen der får kæder til at hænge sammen. Men signaler kan kun være ”klik” hvis de er indlært helt uden ubehag. Dine signaler må ikke være forgiftede med tvetydige betydninger som handler om at hvis den gør det rigtig falder belønningen rigtignok, men hvis den laver fejl, så falder hammeren. Måske er du ikke på nogen måde hård, men mange tænker at ”nu har jeg trænet dette så og så længe – nu burde hunden vide det!”. Og så falder der måske et hårdt NEJ eller du tager hunden hårdt i halsbåndet og giver den en time out og binder den af ved hegnet fordi den ikke hørte efter dit signal…og nu har dit signal så skiftet karakter fra ”nu må du endelig starte!” til ”gør det – ellers…!”. Med andre ord: Dit signal gik fra at være ”et klik” til at være en trussel, og dermed vil signalet ikke længere forstærke forudgående adfærd i kæden men komme til virke som straf i stedet. Lad os tage et eksempel: I fremadsendelse med afdækning i IPO gruppe B (lignende fremadsendelser findes i andre programmer) skal hunden løbe med høj hastighed lige fremad og på førers dæksignal lægge sig øjeblikkeligt. Hvis ”dæk” er indlært med en delbetydning som ”læg dig…ellers!” så giver man hunden en trussel efter at den har løbet flot og hurtigt fremad. Hvad tror du der sker efter et par repetitioner med dette? Sandsynligvis at udløbet bliver langsommere og mere tøvende for den flotte hastighed blev netop straffet med det forgiftede dæksignal. Har du derimod et helt rent positivt dæksignal, bliver det flotte hurtige udløb forstærket med dæksignalet.

I det hele taget er en grundig indlæring af signaler – stimuluskontrol – meget vigtig for at kunne baglænskæde med succes. For at undgå at få signaler der ikke virker, må vi derfor i stedet gøre arbejdet med indlæringen af signalerne meget grundigt. De fem trin som dette indebærer, er:

Giv signalet når hunden allerede har påbegyndt den frivillige adfærd
Giv signalet lige før hunden skal til at udføre den frivilligt.
Test signalet i gradvis vanskeligere situationer (men forstærk også gerne når adfærden forekommer frivilligt)
Forstærk kun adfærden når du har givet signalet først, og lær hunden at vente gradvist længere på signalet.
Lær hunden at skelne signalet fra andre signaler (både andre allerede indlærte signaler og ”fjollesignaler”). Hunden skal kun udføre adfærden på rigtigt signal – ikke andre signaler.

Vi må altså træne de adfærd vi skal bruge i kæden vi ønsker at etablere, så signalerne virkelig virker – hver gang! Jeg vil ikke gå yderligere i dybden med dette i denne artikel, men blot pege på hvad der er vigtigt at have fokus på når vi kæder adfærd sammen. For det første er det altså vigtigt at hunden rent faktisk reagerer prompte på dine signaler og ikke har behov for ekstra hjælp. Men hvad der er lige så vigtigt er også at hunden kan VENTE på sit signal. Altså at du er nået til trin 4 i træningen af signalerne. Og netop dette trin er ofte lidt vanskeligt for klikkertrænede hunde første gang man begynder at træne dette, så du må have lært hunden konceptet rigtig godt og gerne overtrænet det så den virkelig mestrer at vente på signal. Dårlig stimuluskontrol på trin 4-niveau forveksles ofte med ”kædetestning” som vi skal se på om lidt.

Timing

Når dine signaler virker som klik i kæden, siger det sig selv at timing er vigtig. Godt kendt er sentensen: du får det du forstærker, ikke det du tror du forstærker. Kommer dine signaler lige så præcist som dit klik? Et eksempel kan være når vi kæder øvelser som sid eller dæk under gang. Her findes der en opmarch(fri ved fod) før sid eller dæk skal komme. Hvis hunden nu går en slasket, ufokuseret fri ved fod idet du giver dæksignalet – ja så ”klikker” du for akkurat dette. En hund der hænger og ikke har fokus. Et mere kompliceret eksempel er den der fremadsendelse i IPO som vi havde oppe før. Her skal hunden løbe alt hvad den kan LIGE FREMAD inden den skal dække, du skal derfor altid være meget opmærksom på at du giver dæksignalet mens hunden faktisk er helt lige fremadrettet og i fuld fart. Falder dit signal på et tidpunkt hvor hunden enten sænker farten eller vender sig om mod dig (fordi den måske forventer næste led!), ja så kan du hurtigt komme på glat is da du nu har forstærket fejl adfærd med dit signal. Så timing på signaler er vigtigt at have styr på i kædeprocessen.

Testefasen

En af de ting som har skræmt nogle væk fra at bruge baglænskædning, er det vi kalder ”testefasen”. Hunde er adfærdsøkonomer, og når de har lært kæden at kende, vil de uvægerligt forsøge sig med at finde en kortere vej til belønning. Her får perfektionisterne ofte dødskramper da du nu vil opleve at der sker fejl – endda flere gange i træk! Men det er nu du skal have is i maven og gennemføre træningen – og så vil du opleve hvor stabile øvelser du får når du kommer ud på den anden side.

Hvad er kædetestning? Som sagt: hunden forsøger sig med en kortere vej til belønning. Det kan se forskelligt ud alt efter hvad kæden består af. Det kan være ”tyvstarter”, springe et eller flere led over eller andet kreativt. Det du nu skal vurdere, er om der er tale om for dårlig stimuluskontrol på trin 4, en grundfærdighed med for lidt flyd eller anden svaghed ved et eller flere led. Hvis der er tale om dårlig grundtræning, må du pille det led ud der ikke fungerer, og træne separat på det før du kæder forfra igen.

Er der imidlertid tale om kædetestning, er der to ting at tænke på. Hold dit kriterium! Bliv der indtil hunden forstår pointen: at der kun er EN vej til belønningen.

Den anden ting vi skal tænke på helt generelt, er hvad vi gør når hunden laver fejl i kæden. Da vi ikke vil lade hunden fortsætte kæden når den laver en fejl (så ville vi jo komme til at forstærke fejlen), må vi afbryde øvelsen og sørge for at den ikke får mulighed for at fortsætte. Måden du afbryder på, må være så elegant at hunden på den ene side ser at vi stopper øvelsen her, og på den anden side ikke på nogen måde trykker hunden. Det kan gøres på mange måder. Jeg trækker selv skuldrene op, tager armene ud til siden og siger stille og roligt: ” ærgerligt, ærgerligt!” og bevæger mig samtidig øjeblikkeligt tilbage til startpunktet så han får et nyt forsøg med det samme. Når din hund har forstået at det er spild af energi at prøve fejlen igen, så får du en virkelig stabil øvelse.

Du kan lære hvordan du bruger baglænskædning i praksis på flere af mine kurser hos Canis Vesløs, bl.a. på Klikkertræneruddannelsen, Klar til konkurrence og der sættes også snart et nyt weekendkursus op kun med baglænskædning som tema. Hold øje med kursusplanen her

Tilmeld dig kursus her

For snart længe siden lovede jeg at skrive mere om Futtes træning med særlig fokus på strategier i håndteringen af hund med stærke følelser for legebelønningen og en stor stemme. Så her kommer lidt:

At hunden giver meget lyd fra sig under træningen, er for det meste problematisk. Det må den ikke under 99% af programmerne vi skal gå, så det er en adfærd vi ikke skal have med os. Og Futte nøjes ikke kun med at lave larm i de lovlige situationer, såkaldte ”bevogtninger”. Det er sådan set hans første indskydelse i mange situationer, og udover at stresse føreren, er det altså også sager der kan give fradrag på bundlinjen i pointsammentællingen. Men hvad er det med det der lyd? Lyd er en adfærd ligesom alle andre adfærd. Hunde kan jo ikke tale men kommunikerer deres behov/forventninger mm ved hjælp af adfærd. De bruger adfærd til at opnå et udfald af situationen. Lyd er ikke en anderledes adfærd end f.eks. at snuse i jorden på det niveau. Men selvfølgelig er der nogle hunde som har lettere ved det end andre – det er en adfærd der er mere sandsynlig i nogle racer og linjer end andre. Så der er flere vinkler at tage i betragtning på det her og jeg tager så kun en i dette lille indlæg.

For mange af os der træner belønningsbaseret og med shaping som yndet træningsteknik, har frustration som følge af shapingteknikken været et diskussionspunkt. Og de allerfleste forbinder også lyd og frustration ofte med henvisning til at denne træningsteknik skaber den. Men måske er det ikke shapingteknikken der er synderen.

Men hvad er frustration? Ja, det er en label der dækker over lidt af hvert. For at blive så konkrete som muligt, må vi ty til ordbogen:

”følelse af utilfredshed, rådvildhed og skuffelse over at noget ikke er forløbet eller blevet sådan som man havde ønsket eller ventet.

PSYKOLOGI tilstand der er sammensat af angst, depression, aggression, kedsomhed og anspændthed, og som opstår når fx en forventet belønning udebliver, eller når behov og drifter ikke tilfredsstilles også om en situation der fremkalder en sådan tilstand”

Altså en følelse som f.eks. opstår når en forventet forstærker udebliver. (Susan Friedman siger at ”frustration er en funktion af ekstinktion”). Herefter forsøger hunden at komme ud af den følelse. Når den har opgivet at tjene forstærkeren fra føreren, bruger den så nye (uønskede) adfærd for at få forstærkeren. Lyd i alle variationer, kradse på fører, forsøg på at tage belønningen selv hvis muligt (angribe baglommen på træningsvesten.. ), at lave nye variationer af den adfærd der trænes, at jumbe på føreren, at snuse i jorden, at forlade træneren for at opsøge andre forstærkere og meget mere. Så det kan faktisk være ganske mange ting som alle har rod i samme ophav: At bruge adfærd til at få frustrationsfølelsen til at gå væk.

Men hvad skal jeg gøre for ikke at havne der? Det kan jo faktisk være en ubehagelig situation for hunden. Selvfølgelig i forskellige grader. Sagt på en anden måde: Hvordan kan jeg undgå at hunden ikke havner i en situation hvor forstærkeren udebliver, eller er for længe om at komme i forhold til hvad hunden havde forventet? Jo, jeg har faktisk en hel liste over tiltag der hjælper på ikke at komme ud i glatførekørsel under træningen – og faktisk er ingen af dem at lægge shaping på hylden.

  • At lære hunden et stort adfærdsrepertoire. Jo flere ”værktøjer” hunden har lært som kan bruges til at opnå forstærkere fra mig, jo nemmere er det at få hvad man ønsker sig nu og her.
  • At gøre den konceptklog. Jo bedre hunden kender rammerne for og reglerne i træningspasset, jo nemmere kan den navigere. Det lærer den kun hvis du er konsekvent med selv at overholde dem.
  • At sætte gode kriterier som hunden rent faktisk kan leve op til er helt essentielt. De skal være GLASKLARE. Og du skal ikke gå for hurtigt frem selvom du TROR det er ok.
  • Betydningen af flyd. I nogle træningspas kan jeg se at lyden forsvinder helt af sig selv i takt med at flydniveauet stiger på adfærden vi træner. Jeg kan derfor i nogle sammenhæng bare ignorere lyden og fortsætte træningen selvom nogle ville tro at ”nissen (lyden) flytter med” – det gør den slet ikke altid men det kræver at du er 100% opmærksom på om lyd-frekvensen stiger eller falder i løbet af træningspasset.
  • Forsigtighed med at skabe for faste forventninger om belønningstype. Jeg passer meget på med ikke skabe en for fast forventning til hvornår der kommer bold, kamp, godbidder etc. (Det kunne man skrive en helt egen artikel om)
  • Fejlmelde lyden? Det er jeg UHYRE forsigtig med. Som regel forstår hunden ikke at det er LYDEN der fejlmeldes, og ikke adfærden der foregik samtidig – hvordan skulle den begribe det? Og konsekvenserne kan ofte blive mere frustration. I få tilfælde hvor han har tabt sutten helt, afslutter jeg passet på mest lempelig måde for at give os begge et break til at tænke, og her sætter jeg en anden aktivitet i gang – f.eks. søge efter godbidder på græsset.
  • Fumlesituationer (pausestrategier og afslutning af belønningssituationen) – uhyre vigtigt ikke at lade hunden stå og ”hænge i luften” uden mulighed for at opnå forstærkeren. Vigtigt at have gode mekaniske færdigheder selv her. Mht pause bruger jeg ikke det såkaldte ”Crategame” da det øger spændingen i hunden…. Det har jeg ligesom ikke brug for. Min oplevelse med forsøg med dette viste at lyden blev værre: Han eksploderede i det øjeblik han fik frisignal til at gå ud og fortsætte træningen. Her er det vigtigt at lære hunden at gå til pause for at slappe af! Dette har været ubeskrivelig svært for Futte! Og vi har ikke styr på det endnu….
  • Introducere strækning af forstærkningsfrekvensen smart (baglænskædning). Se andre blogindlæg om dette.

I næste blogindlæg vil jeg skrive lidt om betydningen af at finde det rigtige stressniveau i træningspasset og hvorfor det også har betydning for lyd.

Tilmeld dig kursus her

Vi er i vores kultur ret optaget af ”fejl” – at noget ikke ser ud, er eller bliver som vi havde regnet med eller som en bestemt ramme udstikker som noget forkert. Når vi træner hund, har vi alle sammen i en eller anden grad en målsætning om at en del adfærd hos hunden er ønsket (og ”rigtig”) og noget er uønsket og dermed regnes som ”fejl”. Hvad og hvordan og hvornår noget er fejl, afgør vi når vi har valgt en målsætning, uanset om det er en bevidst og konkret eller en mere diffus.

Når vi træner hunden til noget, er det jo med den hensigt at lære den de adfærd vi ønsker os skal forekomme på bestemte tider og under bestemte omstændigheder. Hunden kan på ingen måde vide hvad det er på forhånd. Så vi kan allerede her konkludere en lille og for mange velkendt ting, men som vi til stadighed glemmer. Når hunden ikke gør som du forventer, laver hunden ikke fejl. Det er dit træningsoplæg der har fejlet. Det er os som trænere der skal tage ansvaret for læringsprocessen. Det er hunden ikke i stand til. Hunde er ikke stædige, ulydige eller umulige når de ”fejler”. De er bare ikke blevet trænet godt nok.

Og måden vi tilrettelægger på, er altafgørende – uanset om du selv mener du træner ”positivt” eller mere ”traditionelt”. Manges tilgang til træning fra begge lejre er efter devisen “hvis det ikke lykkes første gang, så giv ikke op, prøv igen,”. Susan Friedman beskriver denne tilgang i en artikel bragt i Canis i 2017 således: ”Trial-and-error (T&E) er standard-metoden for læring eksemplificeret i den velkendte talemåde “hvis det ikke lykkes første gang, så giv ikke op, prøv igen,”. Hvor både operant læring og T&E læring bygger på at vælge adfærd afhængig af dens konsekvens, så er den succes man får med T&E tilfældig og opstår ved et tilfælde. Selvom den feedback der gives ved ukorrekt respons (f.eks. straf eller ekstinktion) kan lede den lærende i den rigtige retning, så kan det kræve mange ”AH-AH” eller ”NEJ”, før de mange ukorrekte valg er slettet fra den lærendes palet af mulige valg. Dette gør T&E til en langsom proces som ofte fører til negative følgevirkninger. Den lærende øver sig i fejl og forsøgene og indsatsen bliver straffet (Chance, 2009, p. 312). Udover det, så indikerer forskning, at ekstinktion er en aversiv procedure som udløser uønskede emotionelle reaktioner som f.eks. frustrationer, aggressioner, og at give op.”

Så uanset om du træner ”positivt” (forstået som belønningsbaseret) eller mere traditionelt med indslag af straf – så er denne strategi ikke hensigtsmæssig fordi der er mange bivirkninger ved den. I samme artikel peger Friedman på en anden strategi kaldet Errorless-learning. ”Det handler om at vi tager ansvaret for at reducere fejl, det er nemlig os der kan det. Adfærd er altid betinget af noget, adfærd optræder aldrig i et vakuum. Kloge, gennemtænkte og kreative arrangementer af forholdene for læring, dvs. antecedenter og konsekvenser, er nøglen til at mindske fejl…”. Jeg kan varmt anbefale at læse artiklen i sin fulde længde.

De allerfleste hundetrænere jeg kender, er ret opmærksomme på betydningen og vigtigheden af at være opmærksomme på de konsekvenser der følger en adfærd – altså om den bliver belønnet eller ikke. Men jeg ser også at man ikke er lige så opmærksom på det som sker FØR adfærden. Den teoretisk korrekte betegnelse på dette er antecedenter og det kan virkelig godt betale sig også at lære sig lidt om dette. Det er rigtigt at antecenter ikke styrer adfærden (altså om den vil indtræffe igen eller ikke) men de er med i ligningen og spiller en ikke ubetydelig rolle. Antecedenter er de stimuli, forhold og begivenheder som gør at adfærd kan opstå. Ting som påvirker og som sker før adfærden. F.eks. at en anden hund nærmer sig, at en apportbuk ligger på jorden, at figuranten pisker som en gal foran hunden, at hundeføreren lokker med en godbid, at hunden ikke fik mad hele dagen i går og meget, meget andet. Adfærdsanalytikere inddeler antecedenter i forskellige grupper. Det kan du selv læse mere om andre steder.

Det siger sig selv at ikke alle antecedent-arrangementer er lige gode løsninger i forhold til at få hunden til at udføre den (i vores definition) korrekte adfærd. Er man kreativ nok, vil man kunne opstille et helt katalog af ændringer som kan hjælpe os til at få den korrekte adfærd frem. Når vi ser at noget ikke går som vi havde tænkt, er det derfor vigtigt at stoppe træningen og ikke fortsætte på samme måde igen og igen for ikke at repetere fejl på fejl. Så nu skal du sætte dig ned og analysere din træning: Hvad ligger før adfærden, og hvad fører den til /opnår hunden med adfærden.

Men der er tilsyneladende et paradoks indbygget her i det nogle tiltag for at få adfærden frem, kan være uhensigtsmæssige. Det kan godt være de virker nu og her, men er det en holdbar løsning senere? Hvis vi skal ændre noget på det der sker før adfærden, kan det godt betale sig at se lidt på hvad disse ændringer kan få af langsigtede resultater. Nogle løsninger kan nemlig vise sig at være i kategorien ”tisse-i-bukserne-for-at-holde-sig-varm”. Man skal i hvert fald være bevidst om hvorvidt den ændring man foretager, er en hjælp som er med i billedet ved slutmålet for det scenarie adfærden skal foregå i, eller den ikke er. Typisk er platforme og targets, synlig belønning, figurantens brug af pisk el.lign. ikke ting som må forekomme til en konkurrence. Så man skal vide at man kan gøre adfærden afhængig af disse – de bliver en del af signalet til at udføre adfærden korrekt hvis ikke man er meget opmærksom på at fase det ud. Og nogle af os vælger så fra starten af at undgå for mange påvirkninger og finder en anden vej ved f.eks. at splitte adfærden op i mindre dele. Mange påvirkninger er i min optik helt unødvendige og kan også være særdeles uhensigtsmæssige på sigt (udover hjælpeafhængighed). Det er vigtigt ikke at være for grådig og forvente sig for meget, og det er ofte den grådighed der gør at man griber til unødvendig eller måske endda uhensigtsmæssig hjælp. Vi vil rigtig nok gerne træne mest muligt med en ”errorless” strategi som mål, men man må måske fire lidt på sin opfattelse af hvad der er fejl. Man kan f.eks. lade sig nøje med at belønne for mindre dele af en adfærd for så gradvist at forvente sig større dele før man til sidst får en den fulde form frem. En fri-shapingproces fremfor en lokningsstrategi. Man kan fjerne forstyrrende komponenter (som skal være der til sidst) for så gradvist at sætte dem ind skridt for skridt. At træffe valg i forhold til antecedenter og perspektiverne i det, kan nok fylde en hel artikel for sig selv.

Og så må man også nok se i øjnene at man måske ikke kan træne 100% ”errorless” men tilstræbe at sætte en så god træningsplan op som ikke lader hunden øve sig i at gøre fejl. Det handler ikke om at irettesætte hunden for det den gør forkert, for det fortæller den ingenting om hvad der er rigtigt. Det handler om at DU tilrettelægger situationen så hunden kan finde den rette adfærd, som er vejen til belønningen, men med så lidt hjælp som muligt. (Mere om hjælpeaktiviteter en anden gang).

Tilmeld dig kursus her

For nogen tid siden skrev jeg en lille blog om ”fejl” i træningen og lidt om hvad vi kan gøre for at undgå dem. Jeg vil her gå lidt mere ned i overvejelserne man bør gøre sig omkring påvirkning/hjælp mm når vi ønsker at få en adfærd frem.

Der er flere forhold at tage hensyn til når vi skal træffe et valg for måden vi vil indlære noget på. Jeg har prøvet at opliste nogle spørgsmål jeg selv bruger til at afgøre om jeg finder en teknik egnet eller ikke.

  1. Hvilke type konsekvenser afstedkommer teknikken?
  2. Har hunden et reelt valg? (Hvor stort eller lille handlingsrum?)
  3. Ved indsnævring af hundens handlingsrum, har du så en strategi for at fade hjælpeaktivitet ud?
  4. Har du sørget for at hunden kan eventuelle mere grundlæggende adfærd i forvejen ?
  5. Hvor hurtigt får du adfærden frem? (selvom hurtigst ikke altid er bedst)

Der er sikkert flere ting at overveje men nu vil jeg først lige forklare lidt om hvorfor jeg finder disse spørgsmål relevante. I hvert fald nogle af dem.

Hvilke konsekvenser?

Med det sigter jeg til, at vi jo ved at al adfærd bruges til at opnå en eller anden ændring i miljøet. Så hvis jeg opsætter en træningssituation, ser jeg på om hunden finder adfærden frem for at opnå noget den gerne vil have eller om den kommer frem for at stoppe noget eller opnå afstand til noget som jeg har tilført situationen. Altså om den arbejder under positiv eller negativ forstærkning. Hvis jeg ønsker at træne belønningsbaseret, og jeg så alligevel bruger teknikker der lægger pres på hunden for at få adfærden frem, så har det ikke den store betydning at jeg belønner. Hunden arbejder for at slippe for presset. Sådan ønsker jeg ikke at træne. Og dermed vil nogle teknikker derfor blive kasseret.

Har hunden et reelt valg?

Dette handler om at jeg som klikkertræner ønsker at arbejde mest muligt med hundens eget initiativ. Det har jeg en hel masse grunde til. Både nogle rent træningstekniske og nogle mere etiske.

Ved at give hunden muligheden for at kunne træffe valg selvstændigt i træningssituationen, opnår jeg flere ting. Det at give hunden oplevelsen af kontrol er noget som er af stor betydning – ikke bare for hunde men for alle levende væsner. I et forsøg med duer eksponerede man dem for to situationer med samme udbytte (belønning). ..”Den ene situation havde større valgfrihed (mange responsalternativer), den anden færre (få responsalternativer). I denne valgsituation fortrak duerne situationen med større valgfrihed. Præferencen for valgmulighed kan være så stor at duer foretrækker situationer med større valgfrihed selv om dette reducerer udbyttet i forhold til situationer med færre valgmuligheder (Mazur 1984).” Citeret fra ”Læringspsykologi” af Svartdal og Flaten, s.93.

Så det vil altså sige at det at give min hund reelle valgmuligheder i træningssituationen er akkurat lige så vigtigt som at belønne den ordentligt.

Jeg får faktisk også noget information. Hvis min hund ikke selv vælger frivilligt at stemple ind i træningspasset, kan det være information om at noget ved træningen er uhensigtsmæssigt. Det kan være et ”svar” på ovenstående spørgsmål om at noget i træningen er aversivt, f.eks kan afslutningen af en legebelønning være så konfliktfyldt at det forpester hele træningen. Det kan være information om dårlig kriteriesætning fra min side. Er det så svært at der kommer ”fejl” igen og igen og dermed en hund der måske giver op? Det er faktisk muligt at lære sin hund at hade klikkertræning ved altid at have for høje kriterier. Og sidst men ikke mindst giver det også information om kvaliteten af mine belønninger i forhold til træningssituationen.

Hvis min hund selvstændigt og frivilligt indtager ”startposition” (det kan være at stille sig foran mig og se på mig, sætte sig ind på plads før en fri ved fod, eller at slippe bolden efter endt belønning) til træningspasset, fortæller den mig med andre ord, at den er klar og at den har lyst til træningen. Og det vil alt andet lige give en hund der yder sit bedste.

Mange, få eller ingen valgmuligheder? (Punkt 3,4 og 5)

Nu kan der under nyindlæring være gode grunde til at give hunden færre valgmuligheder. At have et meget stort handlingsrum kan gøre hunden meget frustreret fordi det simpelthen er for svært at finde ud af hvad den skal gøre for at opnå belønningen. Det kan derfor være en udmærket strategi at indføre en eller anden form for hjælp. Det man bare skal være klar over, er at der kan være en række ting man skal tage højde for. Hjælpeteknikker må sjældent være til stede i et konkurrenceprogram, så det er vigtigt at have en plan for at fade dem ud da de ellers kan blive en del af signalet hunden har koblet til adfærden – hjælpeafhængighed.

Og hvis jeg ofte bruger massiv hjælp (f.eks. lokning), vil hunden ikke få øvet sig i at være den aktivt tilbydende part. Og dermed bliver det til stadighed ved med at være vanskeligt at frishape. Og jeg får heller ikke øvet mig i god kriteriesætning for frishaping. Så det må virkelig afvejes om det er den bedste løsning at indskrænke valgmulighederne for radikalt. Ofte kan man med fordel også se på om det f.eks. kunne være at adfærden er svær at få frem fordi der er nogle grundfærdigheder som hunden ikke kan. Det er f.eks. meget lettere for hunden at begynde på fri ved fod hvis den i forvejen har lært at indtage pladsposition, bagpartskontrol mm. Og dermed kan det være unødvendigt at bruge en masse hjælp til fri ved fod fordi du har opbygget nogle kompetencer hos den først. Det er faktisk tilfældet i mange øvelser.

Og til sidst, så vær ærlig overfor dig selv. Bruger du hjælp fordi du hurtigt vil se et resultat? Og i den modsatte grøft: Holder du rigidt på at frishape noget som vil tage meget lang tid at komme i mål med hvor du ville kunne spare den halve tid med en target? Valget er dit.

Træn smart – og rart for din hund.

Gå til Kursuskataloget og lad dig inspirere

– Mere om lyd under træning

”Utidig halsgivning” under træning er træls at høre på. Og i langt de fleste programmer er piben, hylen, brølen, glam med mere noget der giver fradrag på pointlinjen – ganske enkelt uønsket adfærd.

Hvad gør vi med en uønsket adfærd? For os der træner belønningsbaseret, vil de fleste som det første gribe til at fokusere på ikke at belønne når hunden giver lyd fra sig i træningssituationen. Hvordan man konkret griber det an, kan variere – nogle afbryder bare og går tilbage til at starte øvelsen op uden at gøre noget større show ud af det – andre bruger en ”fejlmelding” og en timeout eller noget midt i mellem. Denne form for håndtering har fokus på hvad konsekvensen af adfærden er – altså om den forstærkes.

Uanset om man vil forstærke en adfærd eller om man vil svække den (gøre den mindre sandsynlig), er timingen vigtig. Problemet med timing i forhold til lyd under træning er bare at lyden vil forekomme samtidig med eller umiddelbart før eller efter den anden adfærd du træner som du ønsker hunden skal blive bedre til. Det kan med andre ord blive utrolig vanskeligt at time en afbrydelse der gør det enkelt for for hunden at finde ud af hvad den gjorde i det øjeblik du afbrød træningen. Lyden vil altid forekomme sammen med anden adfærd. Det er derfor næsten umuligt for den at vide hvilken der var “fejl” når de forekommer samtidig. Og det er virkelig svært for os at pin pointe.

Vi kan godt blive enige om at det ikke er smart at belønne en masse når lyd forekommer. Så vil vi helt sikkert få mere af det og hunden kommer til at få opfattelsen af at det hører med til den anden adfærd du træner. Men hvis du er forholdsvis tidligt i indlæringen af en færdighed, kan det være en uhensigtsmæssig strategi hvis det er din eneste strategi. Som nævnt i forrige artikel kan risikoen for lyd være højere jo dårligere flyd der er på en adfærd fordi hunden ikke kender nøglen til at opnå belønningen særlig godt. Når du afbryder/fejler hunden for lyden, afbryder/fejler du hele pakken af adfærd – også dem den gjorde rigtigt. Det er så afgjort en strategi der ikke bør stå alene og måske først tages i brug på et senere tidspunkt når hunden har opnået bedre flyd.

Desuden reagerer nogle hunde ikke hensigtsmæssigt på det at blive afbrudt. At belønning udebliver, kan få nogle hunde til at tænde helt af, og du får endnu mere lyd og dermed bliver der med stor sandsynlighed ikke en ny chance for en ny repetition uden lyd som du kan belønne efter afbrydelsen. Så nu kører en ond spiral.

Derfor er det en idé at vi ikke kun ser på C (konsekvenserne) i ligningen A-> B-> C (Antecedent – Behavior – Consequens)

Det er derimod særdeles hensigtsmæssigt at gøre tiltag på A-siden – alt det der forekommer før adfærden. Hvad kan vi gøre her?

Jeg har i denne artikel https://www.vesloeshundesport.dk/flere-tanker-om-traening-med-futte/ oplistet en række træningstekniske ting du kan have i tanke, men jeg vil her gå lidt ind på nogle andre procedurer jeg ser virker vældig godt.

Der er – udover de træningstekniske ting som beskrevet i forrige blog – også andre småting man kan gøre for at få mere ro på hunden. Jeg har testet en del ting med Futte – især omkring opstart efter belønning med leg, pausehåndtering og bare det at komme fra hoveddøren til græsplænen, eller bilen og på banen.

For at starte med det sidste – at komme på banen – så har jeg her benyttet en yderst simpel og banal strategi. Når han bliver lukket ud af bilen (eller jeg kommer ud ad døren til ham på gårdspladsen), er jeg 100 % klar med klikker og belønninger i lommerne. Jeg starter øjeblikkeligt med at belønne for at han kigger på mig (med alle 4 poter på jorden), og så spreder jeg en stor håndfuld godbidder foran mig som han så snuser rundt og spiser. Imens kan jeg stille mig op og være klar til første pas ude på græsset. At snuse efter godbidder og være ”hysterisk”(hvad end det indebærer af uhensigtsmæssig adfærd) er uforeneligt. Når han kigger op efter godbidssøget, ser han at han kan tilbyde og få sin stjernestund. Træningspasset er i gang. At sprede godbidder har jeg gjort massivt i alle situationer hvor jeg skal gøre et eller andet – flytte target eller flytte mig selv eller andet. Og jeg afslutter også al bold/legebelønning med dette. Imens han spiser, putter jeg legetøjet i lommen – når han kigger op, er jeg klar til ny repetition.

En anden form for ”nedkøling” eller akklimatisering jeg har benyttet, er at lufte en stund med ham løs og lade ham høvle efter en bold ganske mange gange indtil han er pænt forpustet. Derefter en tår vand og så er han klar og mere i stand til at arbejde hensigtsmæssigt. I takt med at graden af flyd på diverse grundfærdigheder er steget, har jeg kunnet gå direkte i gang og bare forvente indtagelse af pladsposition, gå et par meter fvf eller lignende og belønne med bold/leg for dette i ganske lang tid på de første repetitioner. Efter ca. 2-3 min med dette får jeg nu gerne op til 20 min hvor han arbejder godt og lydløst. Og længere ud i passet kan jeg nu bruge godbidder på mange af repetitionerne og behøver ikke bruge leg hele tiden.

Måske undrer nogle sig lidt over denne tilgang til brug af belønning, for det er en almindelig misforståelse at hunden ”stresser” pga boldkast etc. Jeg kan bare sige at jeg ved gentagne forsøg på at undgå bold/leg i begyndelsen af træningen med ham, fandt ud af at han tværtimod blev værre. Han eksploderede i frustration over ikke at få den belønning han helst ville have. For ham var en sådan opstart den rene og skære ekstinktion. Og hvis man tænker lidt over det, giver det virkelig god mening.

Hvad er det nu Premack siger? Jo, selvfølgelig at det er muligheden for at gøre en mere sandsynlig adfærd der kan forstærke en mindre sandsynlig. Men også at dette præferencehierarki forandrer sig hele tiden i løbet af døgnet. Spisning af godbidder bliver mindre sandsynlige efter indtagelse af et kæmpekødben men vil blive mere sandsynlig igen næste dag etc etc. Og det er jo nøjagtigt hvad der sker her bare med løb efter bold og leg. Man kan vel teknisk set også kalde det en motivationel operation. Jeg ændrer på forstærkerens værdi ved at ”mætte” ham med den, men samtidig med det sker der også noget andet. Efter at have løbet og leget, bliver han mere fysisk rolig og lyden forsvinder. Og jeg styrer det selvfølgelig sådan at han på den ene side ikke bliver helt flad og stadig bevarer sin vidunderlige intensitet men bare lige kommer derned hvor lyden ikke længere er så sandsynlig. Og nu kan jeg så få repetitioner af adfærd UDEN lyd som jeg kan belønne. En god cirkel er i gang. Jeg har også nogle pauseprocedurer som jeg vil beskrive i næste blogindlæg.

Med tiden er flere procedurer blevet mindre og mindre vigtige. Jeg kan efterhånden få ham til at ”skifte gear” ganske hurtigt. Og det har været utrolig godt for træningen generelt.

Tilmeld dig kursus her

Som hundeejer i det moderne samfund er vi nødt at have en hvis form for kontrol over hunden – både for at beskytte hunden, og for at beskytte andre mod eventuelle skader eller ulykker hunden kunne blive årsag til. Hunden kan ikke bare løbe frit og gøre som den vil, men må tilpasses rammerne vi sætter. Måden vi kommer dertil, er ved at ”opdrage” og træne hunden til at ”lystre”. Sådan formuleres det af mange, og hvis du slår ordet op på sproget.dk, finder du bl.a. følgende definitioner:

  • ”evne og magt til at styre nogen el. noget så der ikke sker en uønsket udvikling” og under dette:

Det at kunne få et tæmmet dyr, fx en hund, et ride- el. trækdyr, til at lystre el. føje sig

I det ligger tanken altså om at have kontrol over et andet væsen – for os hunden. Og det er rigtigt at vi til en vis grad kan og gør det f.eks. når vi giver den snor på. Kontrol har også en anden betydningsnuance, nemlig det at føre tilsyn med eller:

”overvågning af nogen eller noget for at sikre at alt er i orden, og at der ikke foregår noget uønsket eller ulovligt”.

Disse formuleringer giver – hos mig – associationer til at vejen til kontrol går gennem tvang og magtmidler af aversiv karakter. Det har også i stor udstrækning været sådan at vores opdragelseskultur har været indrettet historisk set. Fysisk straf og trusler om ubehagelige konsekvenser er måden vi traditionelt fik hunden (og engang også børnene…) til at ”rette ind”. Og vort samfund er fortsat ganske straffeorienteret – vi har fængsler, bøder, klip i kørekortet og andre former for anmærkning af fejl adfærd – mens god og acceptabel adfærd tages for givet og måske helt ignoreres.

Det er uden for diskussion at man kan få høj grad af kontrol over en hund ved at træne den med brug af fysisk straf, korrektioner og tvang. Og denne træningsform har en lang historik – den har haft tid til at udvikle metoder og teknikker – og dermed tid til at raffinere og effektivisere. Og den udvikling er jo ikke stoppet. Den foregår til stadighed og findes i mange variationer og grader af brugen af afstraffelse.

Men indenfor de sidste ca. 20 år har belønningsbaserede træningsveje til at opnå kontrol også haft en stor udvikling. Modstanderne af den belønningsbaserede træning har ofte ment at man aldrig får fuld kontrol over hunden uden at bruge en vis form for afstraffelse og korrektioner især omkring problematiske situationer hvor hunden går på jagt efter råvildtet, bider naboens 3-årige knægt som kommer blæsende ind ad havegangen …..eller sikre sig at den sætter sig på jægerens fløjtesignal, holder positionen under rygtransport i IGPs gruppe C osv.. Og det er også fuldstændig rigtigt at man har set hundeejere der træner belønningsbaseret, mislykkes med deres træning – og det ses selvfølgelig også stadigvæk. Men den belønningsbaserede hundetræning har ikke så lang en historik som den mere traditionelle. Vi der har trænet programmer der ikke har haft en tradition for belønningsbaseret træning, har selv måttet opfinde de nye veje at gå – og det tager tid før man finder de mest effektive metoder og teknikker, finder instruktører der kan hjælpe og uddanne dig osv. osv.

Men tilbage til det med kontrol. Er det sådan at man fuldstændigt kan kontrollere sin hund? Nej, ingen kan kontrollere dens tanker – og der kan altid opstå situationer hvor hunden træffer et andet valg end det du har prøvet at træne den til at træffe – uanset hvilken metode du har brugt. Så drop den illusion.

Men hvad vil det sige at have kontrol, eller en oplevelse af kontrol? Det vil jo sige at hundens ønsker og valg samstemmer med dine forventninger til den i situationen. Og som sagt, det kan vi påvirke hunden til på flere måder. Dem der er fortalere for en mere tvangsbaseret læringsvej, mener ofte at vi der træner med frivillig adfærd, slet ikke får kontrol når vi bare står og venter på at hunden skal gøre det rigtigt. Og det er lidt en misforståelse at jeg så bare tager snoren af og venter på at hunden kommer tilbage efter at have løbet efter naboens kat. I princippet kan man sige at vi alle – uanset metode og teknik – bruger læringslovene til at opnå kontrol. Nogle bruger så teknikker der i vidt omfang begrænser hundens muligheder for at træffe valg. Og andre går måske i den helt modsatte grøft. Men når vi træner belønningsbaseret, har vi i bund og grund en helt anden indfaldsvinkel til at få kontrol end den traditionelle: Vi fokuserer på det vi vil have hunden skal gøre i denne situation – ikke på alt det den ikke skal gøre. Det er jo ikke fordi vi ikke ønsker at opnå kontrol i situationer af forskellig slags, men vi opnår den på andre måder. Vi forsøger på forhånd at udvælge egnede adfærd som vi kan belønne, vi kan gøre en lang række tiltag for at opnå at hunden gør som vi ønsker i en given situation. Vi kan kontrollere det vi selv gør i træningen. Vi prøver at gøre en masse af mere forberedende karakter – at være proaktive i stedet for reaktive. Vi har selvfølgelig fokus på hvilke konsekvenser vi bruger, men det er langt fra den eneste sandhed om belønningsbaseret træning – det er jo netop også alt det andet vi kan gøre for netop at kunne vælge den ene type konsekvenser frem for den anden.

For en del år siden skrev Morten Egtvedt en artikel her i Canisbladet som hed ”At slippe kontrollen for at få kontrollen”. Den kom bl.a. ind på visse tendenser som til stadighed ses i den belønningsbaserede hundetræning – også blandt klikkertrænere, nemlig at der i høj grad er fokus på at forhindre hunden i belønne sig selv for uønsket adfærd. Og ja, det kan absolut være en god ide at have fokus på det, men det skal ikke fylde mere end vigtigheden af at belønne ofte nok og godt nok! Hvis det gør det, kan det nemt blive til en glidebane hvor ”man er i færd med at falde tilbage til ”traditionel” hundetræning med en klikkerdrejning”. Hvis man holder fokus på ”god timing, fornuftige kriterier, høj nok forstærkningsfrekvens og god forstærkningskvalitet – så vil du snart se at hunden frivilligt vælger at gøre som du vil have det uden at du behøver at kontrollere den hele tiden. Af og til må du vove at give slip på kontrollen for at få kontrol..”. Artiklen peger her på at man måske ikke har sluppet den opdragelseskultur de fleste af os har med i rygsækken – det er svært ikke have meget fokus på at ”slå ned på fejlen” eller være panisk for at fejl overhovedet opstår – så meget at vi frygter at hunden bliver forstærket for fejl adfærd, og at vi derved får et overdrevet behov for at kontrollere dens adgang til goderne i livet. ”I de allerfleste tilfælde tror jeg imidlertid at man hellere bør stole på at positiv forstærkning faktisk virker og have is i maven så det får tid til at virke.” Det er en vigtig pointe.

At få kontrol gennem denne type læringsproces har også en anden virkelig vigtig effekt. Og det er den oplevelse hunden får af læringsprocessen. Hunden som har fulgt den frivillige læringsvej, vil ikke opleve at den er ”overvåget, bliver styret eller kontrolleret med magt”. Den kommer til at opleve at den selv har kontrol. Vi har bare tilrettelagt det så dens valg betaler sig og givet den nøgler til at opnå ting den gerne vil have.

Tilmeld dig kursus her

Når vi træner Fido til noget, har vi ofte brug for at de øvelser og adfærd vi lærer hunden, også kan fungere når der er forstyrrelser til stede. Nogle gange er det forstyrrende noget der frister hunden til at forlade dig eller hele øvelsen. Det kan være alt fra at blive hos dig mens naboens kat krydser stien I går på, til at hunden kan holde sin position under transport af figurant i et brugsprogram.

At lære hunden ikke at jage katten eller tage figuranten med det samme, kan gribes an på flere måder. Når man træner belønningsbaseret, indebærer det at lære hunden at det faktisk betaler sig gøre noget andet end det som hunden måske i første indskydelse ville gøre. I den klikkertradition jeg er oplært i, kaldes det for doggie-zen, nogle kalder det selvkontrol eller impulskontrol. Men hvad er det egentlig vi lærer hunden?

Vi ved ikke om vi får kontrol over hundens impulser – vi kan ikke se dem og vi har ikke kontrol over noget der er inde i hunden. Men vi kan lære den et koncept – en kæde der hedder: Hund ser fristelse (signal) – hund indtager plads (f.eks.) – fører siger værsgo til en forstærker – hund tager forstærker. Så i virkeligheden lærer vi hunden en kæde hvor stimuluskontrol spiller en hovedrolle. Stimuluskontrol betyder at der er lavet en tæt kobling mellem et signal, en adfærd og en konsekvens. Når denne kobling er trænet grundigt, vil signalet øge sandsynligheden for at adfærden vi har koblet det med, forekommer. Det er en vigtig træning, og et koncept vi kan lære hunden at generalisere i en vis udstrækning. Men kontrol over dens impulser får vi aldrig. Hvor god ”kontrol” vi får over hunden i disse situationer, afhænger af hvor godt vi har trænet det. Hvis du vil lære mere om doggie-zen-konceptet og hvordan du bruger det, kan du kigge nærmere på Årskursus i klikkertræning fra A-Z

Tilmeld dig kursus her

Eller ”jeg ved den har forstået øvelsen men…”. Og ja, jeg ved godt hvad der menes med det ….men den indfaldsvinkel fører os lidt på vildspor når vi taler om at få en adfærd eller hel øvelse til at fungere i forskellige miljøer eller til konkurrence. Faktisk hjælper den os ikke til at komme videre i træningen hvis vi tror at vi kan ændre på hvad hunden ”forstår”.

Sagen er den at ingen ved hvad en hund ”forstår”. At forstå noget vil sige at man har dannet sig eller har en klar forestilling om en sags rette sammenhæng. Ingen kan vide hvad hunde har af forestillinger i deres hoveder – vi kan ikke ændre på hvad de har inde i deres hoveder – vi kan kun se hvad de rent faktisk gør. Vi er også let tilbøjelig til at sige at nu ” gør den det bevidst”. Vi ved heller ikke hvad en hund er bevidst om – eller om den overhovedet kan være det. Men vi ved at hunde kan lære at der er en sammenhæng mellem en adfærd og hvad resultatet bliver af den adfærd.

Vi gør selv masser af ting som vi ikke er ”bevidste” om uden at lægge mærke til hvordan vi er kommet til at få en vane etc. Et klasseeksempel i ”Lydighetstrening i teori og praksis” af Egtvedt og Køste:

”Psykologistuderende har gennem mange år underholdt sig ved at manipulere med deres undervisere. Proceduren er enkel. De studerende aftaler på forhånd at de for eksempel vil ”træne” underviseren til at holde sig på venstre side af tavlen. Hver gang underviseren befinder sig på venstre side af tavlen, sidder de studerende yderst på stolen, følger koncentreret med og stiller spørgsmål (dette er en særdeles effektiv forstærker for alle som underviser).

Hvis læreren bevæger sig over på højre side af tavlen, begynder de studerende at hviske til hinanden, knitre med madpapir og ser generelt lidt uinteresserede ud. Mod slutningen af timen ser man at underviseren stort set kun befinder sig på venstre side af tavlen. Dette er jo en morsom historie, men det vigtigste at bemærke er at: Når underviseren bliver konfronteret med dette efterfølgende, har han ingen anelse om at han har opholdt sig på venstre side af tavlen – og absolut ingen mening om hvorfor han gjorde det. ”

Og sådan er det med hundetræning – vi kan ikke vide overhovedet hvad en hund ”forstår” eller om den er ”bevidst” om hvad den gør. Men vi kan klart se hvad hunden gør, nu og her, akkurat under disse omstændigheder. Men når vi siger at vi gerne vil have at hunden ”forstår” hvad den skal gøre, må vi ændre formuleringen og sige: Vi vil gerne have at der er en meget høj grad af sandsynlighed for at den gør det vi har sat som træningsmål.

Hvordan gør vi det? Jo, vi må blive dygtigere til at observere og logføre træningen som det første. Hvis du fører lidt statistik på hvor mange vellykkede repetitioner du får af adfærden hver gang du træner, og du noterer dig under hvilke omstændigheder, ja så kan du få et indblik i hvor høj grad af sandsynlighed der er for at du er på vej mod dit træningsmål. Og husk at omstændighederne – altså miljø, forstyrrelser mm. også er vigtige at tage med i regnestykket. Det nytter ikke kun at have høj grad af sandsynlighed hjemme i haven – den skal også komme op på dit ønskede niveau med forstyrrelser i den grad som du ønsker hunden kan præstere i. Hvordan kommer vi derhen? Vellykkede repetitioner på rette kriterier i mængder! Flydtræning med andre ord.

Tilmeld dig kursus her

For nogle måneder siden flyttede Basil ind hos os. Jeg har klare planer med ham, og det gør det nemt for mig at prioritere ting og sager i træningen. Jeg har en programspecifik grundfærdighedsliste som jeg har udarbejdet tidligere for IGP-programmet så det er let at smøge ærmerne op og arbejde med konkrete programrelaterede grundfærdigheder. Dem er vi godt i gang med.

Pause, søvn og bur

Selvfølgelig er der også en masse andre ting at lære ham for at få hverdagen og fremtidige planer til at lykkes. Vi har tre hunde, og for at få lidt ro fra en legesyg hvalp, kan det være godt at lære den at slappe af og være lidt på pause i bur. Så jeg har trænet meget på dette fra starten – frivilligt at gå i bur, at kunne sove og slappe af der. Det høster vi stor glæde af i denne periode hvor tandskifte og gradvis mere aktivitet af mere eller mindre konstruktiv karakter er på hans dagsorden. Men fremfor alt sørger jeg for at han får stillet sit behov for aktivitet. Bur er ikke en ”sovepude” til passivisering af understimuleret hvalp. Men det er fantastisk godt til forberedelse for ”pausestationer”, bilkørsel, og ikke mindst at kunne vente i bilen til det er hans tur til at komme banen nede i klubben. Dette har på ingen måde været vanskeligt for mig for opdrætter havde allerede gjort fine forberedelser ved at gøre hvalpene trygge ved bilkørsel. Vi har bare videreudviklet på det, og har nu en hund der slapper supergodt af i bur i både bil og stuen (når de to voksne hunde skal have fred for ham). Og bare denne lille detalje vil være et stort plus for os på sigt når vi forhåbentligt skal ud på konkurrencebanen. Han vil ikke komme til at spilde sine kræfter på at være urolig, måske larmende eller bare ked af at blive forladt. Han er rolig, tryg og kan sove der og kan bruge sine ressourcer optimalt.

Belønninger

Når man er klikkertræner, er det vigtigste værktøj at kunne forstærke adfærd effektivt. Så udvikling af interesse for og konfliktfri håndtering af gode forstærkere er jo også højt oppe på min liste. Og fra start har jeg arbejdet med især aflevering af bolde og legetøj og slip. Det virker pt også helt ukompliceret – noget jeg nok kan takke gode gener for. Han er både madglad og legeglad, og mit job er bare at følge op og lave faste vaner som sikrer konfliktfri aflevering og slip inden han når den alder hvor intensiteten stiger markant på legebelønningen som er min erfaring med brugshunde.

Den målrettede træning

Som sagt i indledningen, er det nemt for mig at overskue hvad vi skal træne på. Jeg har en grundfærdighedsliste og det er jo bare at gå i gang. Og vi er godt i gang. Jeg træner meget herhjemme – jeg har helt optimale forhold, og jeg ved også hvor godt det er at indlære nye adfærd uden en masse forstyrrelser til at begynde med. At bygge grundfærdighederne op til en høj grad af flyd er virkelig vigtigt for at kunne præstere på konkurrencebanen, eller bare kunne træne nede i klubben.

Men klinisk grundfærdighedstræning herhjemme kan jo selvfølgelig ikke stå alene!

Vi ved alle sammen godt at der skal miljøtrænes og socialiseres, og jeg har hidtil selv set det som en træning der handler om at min hvalp skal lære at være tryg i alle slags miljøer og overfor andre mennesker og dyr. Og det er det selvfølgelig også. Men hvis Basil skal have en karriere i brugshundeverdenen, skal han have en færdselsprøve, og det kræver træning – nok lidt mere end almindelig miljøtræning. Det kræver at han faktisk kan præstere nogle grundfærdigheder i bymiljø og med andre passerende hunde etc. Så det har vi haft fokus på fra den første uge siden han flyttede ind – trænet på at være komfortabel og rolig i forskellige bymiljøer – og dette med massiv belønning.

Når man er så heldig at have gode træningsmuligheder hjemme, kan det nemt blive sådan at det er hurtigst og nemmest at få trænet derhjemme, og dermed ikke få trænet så meget med andre hunde tilstede. Og det kan også nemt blive sådan at man, når man så endelig kommer afsted, bruger mødet i klubben til at lade hvalpen lege en masse med andre hvalpe/hunde. Og begge dele er noget skidt. Enten bliver det en meget stor og uoverskuelig opgave for hunden senere at kunne præstere og få fokus med andre hunde til stede fordi det er uvant og måske utrygt. Eller også risikerer du at træningspladsen associeres med høj forventning til leg og sjov med de andre hunde og ikke med dig.

Basils socialisering har jeg klaret ved at mødes med andre hvalpe og voksne hunde på helt andre steder end i klubben. Jeg ønsker ikke en hund der skriger og gør i høj forventning om leg når den ser andre hunde nede på banen i klubben. Dette er et sted hvor vi skal træne. Så når jeg tager i klubben, er det for først og fremmest for at lære ham at kunne være stille (ja, det er jo ikke helt ualmindeligt at en schæfer let bruger mund) og gradvist fokusere mere og mere på mig. Jeg sørger for aftaler med andre på banen så jeg kan holde den afstand som er nødvendig for ham for ikke at begynde at gø, og at han er komfortabel med de fremmede store hunde som også kommer der. Jeg lader ham se så længe han vil på de andre, og gradvist stempler han ind og tilbyder kontakt, og vi træner så de grundfærdigheder han kan bedst og ikke mere end det. Med tiden vil graden af flyd på det vi træner hjemme forhåbentligt stige så meget at han kan tage det med ned på banen, og med tiden vil de andre hunde blive mindre interessante i forhold til at tjene gode belønninger hos mig. Den proces er i gang og jeg håber den gode begyndelse vil fortsætte i samme spor.

Al den ovenstående tekst kan nemt lyde som om jeg har købt en god ketsjer til min sport. Sådan er det også, men alt hvad vi gør sammen, bygger vores relation. Alle små skridt af sejre, grin og nederlag gør at vi allerede er knyttet tæt sammen. Jeg elsker min Basil 😊

Tilmeld dig kursus her

Måden vi taler om vores hunde på, har en større betydning end man lige umiddelbart skulle tro. I det daglige beskriver vi ofte vores hunde (og hinanden, børn …) i overskrifter og adjektiver. Det kan være brugbart i nogle sammenhænge fordi vi kan ”spare” lidt på ordene, og det kan være ganske praktisk. Vi siger måske om hunden at den er lidt følsom til træneren når vi møder op med den til træning, og det kan så give træneren information om at der skal tages hensyn til din hund. Men det siger intet specifikt om hvad og hvordan der skal tages hensyn.

Rigtig meget af denne sprogbrug handler ofte om en eller anden grad eller form for problemadfærd. Aggressiv, stresset, stædig, dominant, højdriftig, ”lømmelalder” …ja, du kender sikkert godt alle de her etiketter. Og når det handler om en eller anden form for problemadfærd, er det i sig selv dybt problematisk at sætte en etikette på det.

For det første kommer vi til se problemet som noget der foregår inde i hunden. Dermed udelukker vi os fra at tage ansvar – det foregår inden i hunden, og vi har jo ikke en eller anden knap der kan skrue på hundens stresstilstand, ”drift”, dominans, stædighed, ”teenageoprørskhed” eller andet som om det er en ting – et organ – der er uden for vores påvirkning. Ergo er det hunden der er ansvarlig. Er det rimeligt? Er det noget åbner for løsninger udover at straffe?

Det som forsvinder fra perspektivet når man bruger etiketter, er at der ikke præciseres noget som helst. Ofte tror vi at vi har samme forståelse af en etikette, men det er langt fra altid tilfældet. Og der siges intet specifikt om adfærden og dens kontekst. Og der åbnes dermed ingen muligheder for hvordan vi kan lave strategier for at ændre problemet.

Sagen er jo den at al adfærd sker i en kontekst, at den opretholdes af nogle bestemte konsekvenser og at din hund altså bruger adfærden til at opnå en eller anden ændring i miljøet og situationen som er til dens fordel nu og her. Din hund er et individ – ikke en etikette. Kontekster vil være forskellige. Og det vi faktisk kan have indflydelse på, er kontekst og konsekvenser. Der er forhold vi kan ændre på. Og dermed kan vi pludselig se muligheder for ændringer der kan få indflydelse på hundens adfærd. Vi kan lægge en strategi for at ændre på adfærden.

Det bedste du kan gøre for din hund i stedet for at sætte en etikette i panden på den, er at lære noget om hvordan læring sker, at kunne analysere sammenhængen mellem situation/omstændigheder adfærden forekom i og hvilke konsekvenser det afstedkom. Drop de der etiketter. Jeg kan varmt anbefale denne podcast med Susan Friedman https://www.olijustedogtrainer.co.uk/a-dogs-best-friend-podcast (episode 7).

Du er også velkommen på Årskursus i klikkertræning fra A-Z som netop går i dybden med at lære dig at blive den bedste træner for din hund.

Tilmeld dig kursus her