Brugshund 2025

• et kursus om klikkertræning af brugshunde

Igennem de sidste 15 år har jeg holdt en del længere kurser/uddannelser: ”Canis klikkertræneruddannelse”, ”Årskurkursus i klikkertræning fra A-Z” og ”Læringspsykologi og planlægning af træning for hund”,  og det har været med meget forskellige slags deltagere. Det lærer jeg utroligt meget af.  Og noget af det vigtigste jeg har lært, er at skulle sige de samme ting men sige det på nye måder.

Grundlæggende har adfærdsanalyse og klikkertræning ikke forandret sig meget – og så alligevel. Der er bestemt sket en udvikling fra da jeg startede tilbage i 98 og til nu – og der er bestemt også ting jeg med tiden har fået større forståelse af. I mit nye kursus ” Brugshund 2025” vil denne udvikling afspejle sig – håber jeg 😊.  Jeg prøver hele tiden at følge med og holde mig opdateret, og der er bestemt mange retninger man kan gå i – men det er bestemt ikke dem alle sammen jeg synes er lige gode. På det her kursus vil du komme til at få værktøjer der hjælper dig til at træffe valg i din træning. Den indeholder ikke færdigsyede opskrifter men redskaber der ruster dig til at træffe valg i din træning.

Noget af det du kommer til møde i den teoretiske del, er bl.a. disse emner:

• Hvordan lærer hunde?
• Trænerens færdigheder herunder belønning
• At dele adfærd op – grundfærdigheder og kriterier
• Hvordan vælger jeg træningsteknik?
• At arbejde med og uden signal – hvorfor og hvordan
• Selvkontrol
• Pavlov, emotioner og emotionel adfærd
• Baglænskædning i teorien
• Bidearbejde i teorien
• …..og meget mere

Som du ser her til sidst, vil der bl.a. også være lektioner om hvordan vi kan bruge adfærdsanalysen i bidearbejdet.

Men i det hele taget er tanken med hele kurset at du lærer noget om hvorfor hunde gør som de gør – og så hvordan du kan bruge den viden i praksis når vi vil have hunden til at ændre adfærd. Og det gælder jo i alt hvad du træner.  Læs mere om kurset her.

– lektion 1

Baglænskædning er et smart værktøj at have til brug for uddannelsen af en konkurrencehund, men det kan også være anvendeligt i hverdagslydigheden. Imidlertid synes mange at det er lidt svært, og noget man har svært ved, er man tilbøjelig til at droppe eller i hvert fald ikke at bruge ret meget. Det kan jo sagtens lade sig gøre at indlære øvelser og få resultater uden. Men jeg vil med denne lille artikelserie prøve at vise dig at det slet ikke er så svært når man først kommer i gang – og at det kan bruges meget mere kreativt end man ofte ser.

Men allerførst tager vi et lille kig på teorien bag baglænskædning. For nogle af vore læsere er det repetition men for andre nyt.

Hvad er en adfærdskæde? Det er en række af adfærd som følger efter hinanden i en fast rækkefølge, og som opretholdes af en forstærker i slutningen af kæden. En hel del øvelser i diverse programmer vi træner, vil være sådanne kæder men ikke alle – nogle ser forskellige ud fra konkurrence til konkurrence, men måske kan dele af dem alligevel være faste.

I en adfærdskæde må hunden altså udføre en række af adfærd før belønningen kommer. Men en færdig etableret adfærdskæde hænger sammen på en ganske særlig måde. Det er nemlig sådan at signaler (hedder diskriminative stimuli på fagsproget) i en kæde har en dobbelt funktion. De fortæller både hvad hunden skal gøre som det næste, men når vi har indlært et signal kun med belønningsbaseret træning, så vil det også komme til at fungere som en betinget forstærker – som et klik. Og det er fordi vores signaler kommer til at virke som et ”grønt lys” til at NU må du udføre den adfærd som fører til den fantastiske boldleg. Så det betyder altså at signaler i kæden både er ”klik” for den adfærd som kom før signalet, og samtidig fortæller hvad der skal komme efter.

En adfærdskæde kan etableres på to måder. Den kan bygges op ved hjælp af baglænskædning eller ved forlænskædning. Når man forlænskæder, lægger man hele tiden et nyt led til før man belønner, således at belønningspunktet hele tiden indtræffer på et nyt sted i kæden, indtil den færdige kæde er etableret. Lad os sige at øvelsen består af 3 led:

• Adfærd 1 > klik og belønning
• Adfærd 1 – adfærd 2 > klik og belønning
• Adfærd 1 – adfærd 2 – adfærd 3 > klik og belønning
• Når man baglænskæder, gør man det modsat:
• Adfærd 3 > klik og beløn
• Adfærd 2 – adfærd 3 > klik og beløn
• Adfærd 1 – adfærd 2 – adfærd 3 > klik og beløn.

Når man begynder at sætte flere adfærd sammen til en kæde, eller bare en vilkårlig række af adfærd (sekvens), skal hunden lære at arbejde i længere tid før belønningen kommer. Vi skal her for alvor til at strække belønningsfrekvensen. Når vi skal lære hunden udholdenhed i at præstere lige godt selvom belønningen lader vente på sig, betaler det sig at tænke lidt over hvordan vi gør det. Vi ønsker for det første at hunden ikke begynder at lave variationer i de adfærd vi sætter sammen, vi ønsker heller ikke at hunden skal miste sin gejst og intensitet, eller modsat: komme med frustrationsudbrud. Så her betaler det sig for de allerfleste at lære hunden dette på en lempelig måde, så den ikke oplever at få en kold tyrker når vi påbegynder det.

Lad os se lidt mere på hvad der sker når vi bruger de to forskellige måder at kæde på.

Når man forlænskæder, udskyder man, som vi ovenfor har set, hele tiden belønningspunktet hver gang man sætter en ny adfærd på. Det vil sige at når hunden forventer at belønningen kommer efter en adfærd (som den plejer at få belønning for), så får den i stedet et nyt signal til at udføre en adfærd mere for at få belønning. Selvom at vi har indlært vore signaler positivt – som et ”klik” – så vil dette klik med efterfølgende adfærd ikke være lige så god en belønning som at få den rigtige belønning. Dette med at signalerne får en dobbelt funktion, vil nemlig ikke have samme kraft før kæden er færdigtrænet og belønningspunktet igen er blevet fast. Så imens du arbejder på kædeprocessen, vil hunden lære at den hele tiden skal gøre endnu mere for at få belønningen. Dette kan være vanskeligt for nogle hunde.

Desuden repeteres første led i kæden flest gange og sidste led færrest gange. Det som repeteres mest, huskes jo som bekendt bedst. Så når hunden arbejder sig igennem kæden, går den fra det den kan bedst, til noget der er blevet repeteret færre gange, og som den derfor kan være mere usikker på. Så hvis vi forestiller os at vi træner på en længere kæde, så vil risikoen for at den laver uønskede variationer på nogle af de sidste led stige. Og vi belønner selvfølgelig ikke en fejl, så hvis det sker, vil vi være nødt til at afbryde øvelsen, og alle de adfærd hunden udførte helt rigtigt forinden, vil så ikke blive belønnet selvom de var gode nok….

Derfor kan det være en rigtig god idé at baglænskæde. Her sker der nemlig noget helt andet. For det første er belønningspunktet hele tiden det samme. Hunden ved hele tiden hvornår den rigtige belønning kommer. Og det betyder at dette med signalernes dobbelte funktion, som ”klik” og signal, etableres helt fra starten af kædeprocessen. Samtidig repeteres sidste led flest gange – så når vi sætter et nyt led på, går hunden hele tiden fra noget den kan mindre godt til noget den husker rigtig godt, og risikoen for at skulle fejlmelde en lang række veludførte adfærd ved slutningen af en kæde, vil blive væsentligt mindre.

Så ikke nok med at sidste led repeteres mange gange – det efterfølges også samtidig af at belønningen indtræffer umiddelbart efter hver eneste repetition. Dette gør at sidste led i kæden får højere værdi og kan dermed forstærke det led som kommer før. For ifølge Premacks princip kan mere sandsynlige adfærd forstærke mindre sandsynlige adfærd. Og hvilke adfærd er mest sandsynlige? Jo, det er adfærd som er belønnet rigtig godt, og som er blevet belønnet fornylig. Og det er præcis hvad der sker i en baglænskædning. Vi får en dominoeffekt af slutbelønningen hele vejen igennem kæden, og derfor bliver det slet ikke lige så vanskeligt for hunden at arbejde i længere tid før den rigtige belønning kommer. Det kommer meget mere til at ligne kontinuerlig forstærkning, som det kaldes, når vi belønner hver eneste adfærd.

Premacks princip handler om at der principielt ikke er forskel på forstærkere (det vi belønner med) og adfærd. Det som man kan GØRE med forstærkeren – altså f.eks. at spise, løbe efter og fange etc. er det som virker som forstærker. Det betyder at en forstærker ikke bare er et fysiologisk behov som kan opfyldes men kan være alt hvad hunden kan lide at gøre. Så noget hunden foretrækker at gøre som f.eks. at spise godbidder, kan forstærke noget andet som f.eks. at lægge sig på tæppet (ikke så sandsynligt som at spise godbidder). Men yndlingstricket kan også forstærke sid eller at blive lukket ud i haven kan forstærke at sidde og vente pænt foran døren uden at kradse på døren.

Alle hunde har en præferenceliste over adfærd som er mere sandsynlige end andre adfærd. Denne påvirkes af vor træning. Hvilke adfærd som er mest sandlige, er:

1. Adfærd som totalt set er forstærket virkelig mange gange i løbet af hundens liv
2. Adfærd som ofte er forstærket meget godt (høj kvalitet på forstærkningen)
3. Adfærd som er blevet forstærket for nylig. En adfærd som du netop har forstærket flere gange efter hinanden, vil næsten ALTID være mere sandsynlig end andre mulige adfærd (selv om deandre adfærd totalt set er blevet forstærket flere gange i hundens liv).
4. Samt adfærd hunden foretrækker som primærforstærkere(spisning, leg etc.)

Så vi har altså en mulighed her for at lære hunden udholdenhed på en mere lempelig måde end ved bare at begynde at strække belønningsfrekvensen efter et uforudsigeligt mønster. Det betyder ikke at man ikke skal arbejde med dette også! Men det kan have sine store fordele at bruge baglænskædning til etablering af en øvelse men i særdeleshed også til at lægge øvelser sammen i et program. Dette vil vi komme tilbage til i en senere artikel.

Reference:

Svartdal & Flaten: Læringspsykologi

Paul Chance: Learning and Behavior

Steven R. Lindsay: Applied Dog Behavior and Training. Vol One

Køste & Egtvedt: Lydighetstrening I teori og praksis

Horne & Øyen: Målrettet miljøarbeid, del 1 og 2

Tilmeld dig kursus her

Når vi træner bidearbejde, uanset om det er i IPO eller PH-programmet, så bygger vi det altid op ud fra de fire kernepunkter i klikkertræningens grundprincipper.

Og de er, som mange ved, følgende:

• Brug af positiv forstærkning, negativ straf og ekstinktion til at forandre adfærd.
• Man bygger på hundens eget-initiativ og bruger så lidt hjælp som muligt for at få ny adfærd frem.
• Systematisk brug af en betinget forstærker (som f.eks. klikkeren)
• Man bygger på adfærdsanalytisk teori og fokuserer på observerbare faktorer.

I det følgende vil jeg fokusere lidt på hvorfor og hvordan vi arbejder med frivillig adfærd i bidearbejdet.

For det første er det jo en god ide at være konsekvent med at bruge samme træningskoncept i al sin træning. Så hvis jeg bruger klikkertræning til indlæring af andre discipliner, gør jeg jo træningen mere forståelig for hunden ved ikke at skifte koncept bare fordi jeg skifter disciplin. Og grundene til at bruge frivillig adfærd er de samme som i andre discipliner: Jeg ønsker at undgå hjælpeafhængighed og vil gerne øge hundens kreativitet og læringsmæssige kapacitet, og jeg ønsker ikke at komme til at forstærke uønsket adfærd med påvirkningen. Men der er også en anden grund som vi måske ikke udfolder så ofte: At det er ønskeligt at hunden får en oplevelse af responskontrol.

Hvad er responskontrol?

Responskontrol vil sige at jeg med min adfærd kan kontrollere/har indflydelse på situationen og konsekvensen af min adfærd. For hunden vil det sige at den selv finder ud af hvordan den med sin adfærd f.eks. kan få mig til at klikke og belønne. Det indebærer valgfrihed. Mulighed for responskontrol er vigtig for levende væsner. Du kan læse mere om det i Svartdal og Flatens: Læringspsykologi s.92 og frem. Her henvises til flere interessante forsøg med både dyr og mennesker, bl.a. et eksperiment med nogle spædbørn. To grupper spædbørn blev lagt i hver sin kravlegård med hovedet på en pude og et bevægeligt legetøj hængende op over hovedet. Den ene gruppe børn havde en censor under hovedpuden således at legetøjet bevægede sig når de drejede hovedet. Den anden gruppe fik legetøjet bevæget for sig. Eneste forskel på de to grupper var at den ene selv kunne bevæge legetøjet, og den anden gruppe fik legetøjet bevæget for sig. De børn som selv kunne bevæge det ved hjælp af hoveddrejning, viste hurtigt kontrol over situationen og viste stor glæde ved denne leg. Den anden gruppe viste efterhånden mindre interesse og glæde ved legetøjet, selvom der blev leget lige meget med det. Konklusionen på eksperimentet viste at: ”Det var ikke bevegelse av leken i seg selv som var interessant for spedbarna, men det at bevegelsen inntraff under responskontroll (at barna selv frembragte bevegelsen)”. Dette gælder ikke bare for mennesker men også for dyr. Et eksperiment med duer viste at præference for valgmulighed var så stærk at duerne foretrak situationer med større valgfrihed også selvom belønningen blev ringere, i forhold til situationer med mindre valgmulighed. Desuden kan ”faktisk responskontroll, eller oplevelse av slik kontroll, redusere stress, øke toleranse for ubehagelige situasjoner og ha en rekke helsemessige gevinster”. (Svartdal &Flaten s. 93 – læs gerne hele dette afsnit selv – utrolig interessant!). Denne konklusion er uhyre vigtig at huske på når vi træner hund i det hele taget! At give hunden en valgfrihed forøger dens kapacitet til at håndtere situationer, giver for øvrigt også livskvalitet og ikke mindst: det reducerer stress.

I bidearbejdet betyder det, at hvis vi kan tilrettelægge træningen sådan at hunden får en oplevelse af responskontrol – at det er dens ageren der styrer figurantens leg – så kan vi reducere stress og øge glæde ved legen. Det er en gevinst for træningen. Vi får en hund med et større mentalt overskud i situationen og det har den brug for i bidearbejde.

Figurantens rolle

I og for sig kan man sige at hele spillet i IGPs gruppe C, eller lignende forsvarsøvelser, er en lang række af lydighedsøvelser med en synlig forstærker til stede – nemlig figuranten. Figuranten er en ”fjernbelønning” som hunden får lov at få hvis den udfører adfærden rigtigt. Helt fra starten af indlæringen bruger vi figuranten som en belønning. Og med ovenstående snak om frivillighed som årsag ønsker vi at hunden lærer en række grundfærdigheder, delmomenter og til sidste øvelser hvor figuranten ofte er den som belønner. Som det første og allervigtigste når træningen af bidarbejde påbegyndes, mener vi at det er hunden som selvstændigt og frivilligt skal tage kontakt til figuranten. Hunden skal selv vælge at løbe ind til figuranten uden hjælp, hetz, påvirkning (og slet ikke pisk). Hunden belønnes af fig for at løbe ind, og først der bliver figuranten aktiv. Og da skal han lege det bedste han kan med hunden.

Det er hundens initiativ som sætter figuranten i gang – ikke omvendt!!

Når hunden viser ønsket adfærd, vil figurantens aktivitet fungere som et klik (vi klikker ofte også for at være helt præcise med at markere) for adfærden, og derefter kommer det efterfølgende bid/leg (i forskellige redskaber alt efter hundens uddannelsesniveau). I praksis griber vi det sådan an at hunden jo i allerførste omgang skal lære bare at løbe ind til figuranten for at lege. Så i de første træningspas arbejder vi med en helt løs hund og figuranten står stille. Når hunden vælger at løbe ind for at tage kontakt, klikker figuranten og bliver aktiv – enten tilbyder han leg, eller kan i første kontakt med en lille lidt forsigtig hvalp starte med godbidder og derefter gå over til leg. Hunden kan være lidt tid om at finde ud af hvilke valg det betaler sig at træffe, men den skal vælge selv – ikke presses, lokkes eller hetzes.

Til at begynde med vil hunden jo ikke komme ræsene ind til figuranten – men efter få repetitioner, hvor den finder ud af hvad der førte til legen, og at det førte til leg, vil hastigheden komme helt af sig selv, hvis vi har med en god brugshund at gøre som kan lide at lege. Figurantens rolle er altså at være den som tilfører belønning – hans evne til at lege med hunden vil være det som skaber belønningskvalitet. Jo bedre kvalitet, jo større intensitet hos hunden. Med tiden vil hunden associere synet af figuranten (især når han bærer sine figurantbukser og udstyr som bliver en del af et miljøsignal) med MORSOM leg. Således bygger vi intensitet og stressniveau op ved hjælp af hundens erfaring med legen hos figuranten. Sidenhen øger figuranten sværhedsgraden på legen – det at fange bideredskabet skal mestres på mange forskellige måder og efterhånden må hunden også tilbyde flere adfærd før den får bid – men det må vi lade ligge til en anden artikel om grundfærdigheder for bidearbejde.

Eftersom figurantens aktivitet fungerer som en betinget forstærker (som et klik), skal vi altså være opmærksomme på hvilke adfærd hunden viser når figuranten viser aktivitet. Hvis hunden er uopmærksom, snuser i jorden etc. og figuranten gør en masse for at få hundens opmærksomhed, risikerer vi altså at forstærke netop snusen i jorden og manglende interesse…Man risikerer også at gøre hunden afhængig af figurantens aktivitet for at komme i gang. Og i konkurrence hjælper figuranten ikke hunden i gang. Det modsatte kan også blive tilfældet: At figuranten får hunden op i et så højt stressniveau at mange ting i træningen bliver vanskelige. Hunden kan også blive utryg ved hetz. Alle de bivirkninger der er ved et for højt stressniveau, kan du læse om i en artikel andet steds i dette blad (Canis 4/13). Udover forringet eller ingen læringsevne/hukommelse (forståelse for sammenhæng mellem adfærd og konsekvens mistes) sker der uhyre ofte det at hunden enten får meget uroligt bid (tyggeri) eller store vanskeligheder med slip, vanskeligt ved selvkontrol og meget mere.

Hvordan kan vi regulere stressniveauet?

Nu er det ingen hemmelighed at man kan få et alt for højt stressniveau, også selvom vi har brugt frivillig adfærd og ren positiv forstærkning. Nogle racer/individer har lettere ved at komme op i ”det røde felt” end andre, og efter bare få gode legepas med en sjov fætter af en figurant kan forventningen om leg inden man overhovedet er kommet på banen blive vældig stor.

Men der er flere ting man kan gøre. Her er nogle ideer:

• Lær hunden at gå på banen uden lyd og med fokus trods høj belønningsforventning: Beløn ro – dvs. klik og beløn med mad eller bold/bidepølse for at sidde/stå stille (og tie stille!) eller bare at følge dig mens du går lineføring eller bakker (du går baglæns med hunden vendt frontalt mod dig) ind på banen. Gør dette muligt ved at gå ind på banen FØR figuranten kommer ind (og denne forholder sig også i ro). Hvis det er vanskeligt for dig at få kontakt med hunden, kan du transportere den i belønning (spisende godbidder den må kæmpe sig til dem i en knyttet hånd eller hængende i en bold eller bidepølse) ind på pladsen så den ikke bare slæber dig derind skrigende på sin figurant. Herefter kan du se om du skal lægge en kriterieplan med flere trin for at fade figurantens tilstedeværelse ind, og for at bruge ham som belønning.
• Træn på rigtigt kriterium, uanset hvilket niveau I er noget til. Undgå for vanskelige situationer som hunden ikke mestrer. Det er altid bedre at sætte sværhedsgraden ned end at fejlmelde hunden da det let fører til frustration som kan få hunden op i rødt felt.
  Undgå frustration: Hold en høj belønningsfrekvens (hænger tæt sammen med ovenstående) + god doggiezen ved at du selv belønner hunden ofte for ro inden den får lov at tage figuranten. Sørg for at have en velindlært værsgo-kommando til at tage en fjernbelønning samt god selvkontrol på fjernbelønning (figuranten fungerer som denne her, men indlær det på bold, ærme på jorden etc før du bruger figuranten). Sig så værsgo når hunden kan sidde stille og vente. Hunden kommer dermed til at sidde i spænding og vente som en stram elastik du skyder af sted på dit «værsgo». Dermed bruger den ikke unødig energi på hylen og skrigen men lukker det ud på det den skal: Bidet!
• Undgå at der kommer pause og fumlen med aflevering af bideredskab efter bid hos figuranten. Dette kan også skabe unødig frustration. Kør hunden fra belønning til belønning. Efter bid hvor hunden har vundet bideredskab, kan man bytte med bold eller mad. Klik og beløn dig væk fra bideredskabet, klik og beløn så for at sætte sig eller stå stille (og tie stille), lad hunden være helt stille i få sekunder og sig så værsgo til nyt bid. Man kan også køre med to ens bideredskaber (muffe eller bidepølse) og have en hjælper til at aflevere redskab til figuranten. Hunden vinder sit bideredskab og figuranten er allerede klar med nr 2 så snart hunden har sluppet og siddet i ro et øjeblik. Tiden hunden skal sidde stille, strækkes langsomt. Efterhånden behøver man ikke længere to redskaber men hunden kan nu bare sidde eller ligge stille før ny repetition sættes i gang.
• Dæk hunden af som afslutning på belønningssituationen hvor den har vundet sit ærme/styr/bidepølse og lad den ligge stille og få pusten. Hunden skal selvfølgelig have en velindlært liggeadfærd – jeg bruger selv et andet signal til adfærden i denne situation end i øvrig lydighed for ikke at få sjusk og for meget uro i min lydigheds-dæk.
• Vær sikker på at hunden er tryg !!Forskellige hunde har brug for at man arbejder forskelligt med dem for at få dem til at bide godt, sikkert, roligt og hårdt nok. Det er slet ikke alle som må ned i gear, men vores erfaring er at dette ofte er tilfældet, og derfor må man have en plan klar når man mærker for mange bobler i kedlen. Hvorvidt hunden skal gø eller ikke, kan derfor også være individuelt i det hundens gøen kan være et tegn på hvor højt oppe den er. Nogle hunde arbejder bedre hvis de kommer derop – andre starter allerede her med at få uroligt bid eller andre problemer og har stor gevinst ved at lære at være i ro inden bid.
• Der er mange mange flere detaljer at sige om bidearbejdet: hvordan træne grundfærdigheder , indlæring af delmomenter, hvordan lærer den at tåle ”belastning” fra figuranten og meget mere. Men det må komme i nogle andre artikler. Men gå ud og leg med din hund – det er det første skridt.
• Nu tænker du måske: Jamen der skal da være fuld knald og høj intensitet i gruppe C/ forsvarsarbejde. Ja bestemt, og det kommer der også med frivillig adfærd når vi har givet den tid til at lære tingene. Som tidligere nævnt skaber figurantens leg hurtigt høj belønningsforventning hos hunden. Mange gode legepas skal nok lære den at forbinde situationen med intensitet og glæde. Men også andre ting arbejder for os med hensyn til hastighed. Flyd på alle adfærd som skal trænes i programmet, på selve legen – at løbe ud og gribe fat rigtig sted, flyd på indspring mm – vil gøre at hunden ikke længere behøver at tænke over hvad den skal. Det giver fart og præcision. Hvis der opstår tøven hos hunden, skal man huske at det kan komme af flere ting: at den ikke ved hvad den skal, eller at den er utryg (eller syg).

Hvis du vil lære mere om at træne bidearbejdet efter ovenstående principper, kan du melde dig på kursus hos os. Skriv til dina@vesloeshundesport.dk for at høre hvornår næste mulighed findes.

Tilmeld dig kursus her

– men min hund gider ikke al det terperi!

Vi ved godt at der skal mange gentagelser til for at opnå mestring af en færdighed. Om det så er en apporteringsøvelse for en hund eller ballettrin for en danser. Men gentagelser i sig selv producerer ikke læring og mestring.

For at få gode øvelser der fungerer igen og igen – altså øvelser som har opnået en høj pålidelighed hvor hunden udfører den korrekt i 95% eller flere af gentagelserne, er der en række forhold der må være på plads. For at en hel øvelse med flere delmomenter fungerer godt, må alle de små led: byggestenene – grundfærdighederne sidde i skabet – alle sammen! Er bare et led svagt, bryder hele herligheden sammen. Dvs at ALLE de grundfærdigheder som du skal bruge i dit program kræver mange gentagelser – de skal være flydende og automatiserede for hunden. Den skal kunne gøre det uden at tænke over det og ting man kan virkelig godt, gør man hurtigt og præcist, og de kræver heller ikke så meget energi fordi man netop ikke skal TÆNKE over hvordan man flytter fødderne/poterne. Men så siger du: ”Jamen al det terperi gider min hund ikke. Den melder ud – den gider ikke gøre det samme igen og igen”. Hmm ja måske – hvis du netop ”terper” på den gale måde. Hvad betyder ”at terpe” egentlig?

Sproget.dk definerer at terpe sådan her:

1. læse el. øve sig ihærdigt på noget flere gange og derved lære det udenad
2. indgive nogen viden el. lærdom på en mekanisk el. hårdhændet måde

Den første betydning kunne man med god mening sige vil svare til det at flydtræne sine grundfærdigheder. Den anden er måske det du kan komme til at gøre hvis en del af dine repetitioner ikke kan defineres som vellykkede repetitioner. For at en repetition skal lægge sig i læringsbanken som en vellykket repetition der er med til at gøre adfærden stabil og pålidelig, er der 4 punkter som skal være opfyldt. Og de er at:

1. Hunden præsterer i henhold til dit kriterium eller bedre
2. Indenfor din definerede latenstid
3. Du forstærker adfærden præcist
4. Med en ”god nok” forstærker

De to første punkter vedrører kriteriet. Har du sat det for højt, klarer hunden ikke at udføre adfærden som du forventede, og så belønner du med stor sandsynlighed ikke. Og sker det flere gange på dit træningspas, får du enten en hund der bliver mindre engageret/ mister fokus eller helt stempler ud af træningspasset simpelthen fordi der ikke belønnes ofte nok i træningen.

Punkt 3 handler om at du timer din belønning præcist (det anbefales at bruge en klikker!) for ellers kan din hund ikke vide hvad du belønnede for. Adfærd sker hele tiden….

Punkt 4 er også af afgørende betydning. Hvis den belønning du præsenterer ikke er af en værdi som din hund virkelig vil arbejde for, kan al anden del af træningen være lige meget. Gode flydende automatiserede færdigheder opnås gennem mange repetitioner SOM ER BLEVET BELØNNET GODT. Og dermed behøver du ikke spekulere på om hunden er fokuseret og engageret og alle de andre labels vi kan lide at bruge om hunde der ser glade ud og kan sine ting. Det kan være så simpelt at den slags kommer af sig selv når man belønner ofte nok og godt nok!

Ok så langt så godt – men før eller siden begynder du så at få hele øvelser der fungerer, og du er også begyndt på at gå prøver. Måske går du til mange prøver, eller du træner konkurrencemæssigt ret ofte. For mange indebærer dette at der belønnes meget mindre. Og måske har din hund endda lært at genkende scenariet: ”Dette ligner konkurrence = sandsynlighed for belønning er faldet til nulpunktet”. Og det betyder at du begynder at få vanskeligheder med at præstere på konkurrencebanen. Din hund udfører måske en del (måske alle) øvelser, men den der sidste gnist og hastighed mangler. Og for nogle falder programmet måske helt fra hinanden. Hvad kan vi gøre for at modvirke dette scenarie?

Det kan du få nogle ideer til på dette kursus: Lydighed -uanset program.

Og hvis du har brug for at bygge et godt fundament med flydende grundfærdigheder og gode strategier for klikkertræning generelt, kan du tage dette kursus. Canis`klikkertræneruddannelse 2020

Tilmeld dig kursus her

Allerførst: Det er ikke min mening at “korrekse” nogen med dette indlæg – det er udelukkende et forsøg på at opklare en forvirring som jeg har set herske i visse hundetrænerkredse i en del år.

Hvis man surfer lidt rundt på netsider med hundeskolers præsentationer af sig selv eller i blogindlæg og artikler, kan man sommetider støde på udsagn som” her træner vi ren operant” eller ” vi bruger den operante indlæringsmetode” eller lignende formuleringer. De bliver som regel brugt i klikkertræningskredse men ikke kun der.At tale om operant indlæring er for nogle gået hen og blevet navnet på en metode med to grundlæggende forudsætninger: at der trænes belønningsbaseret og evt også at der trænes med frivillig adfærd.

Betegnelsen operant betingning eller operant læring er navnet på en læringsproces som beskrives i adfærdspsykologien. Og som i så mange andre lignende sammenhænge sker der noget med præcisionen i sprogbrugen når man begynder at bruge videnskabelige betegnelser i en sammenhæng hvor man samtidig ønsker at forklare ting i et hverdagssprog. Og det er netop den problematik der er på færde her. Lad os for god orden og klarheds skyld derfor lige tage en kort oprydning her.

Som sagt så er betegnelsen operant læring ikke navnet på en træningsmetode men på en læringsproces hvori operante adfærd indgår. Den proces handler om at adfærd hos et individ kan ændres gennem konsekvenserne som efterfølger adfærden. De fire overordnede konsekvenser kaldes positiv og negativ forstærkning og straf. På godt dansk: adfærd hos et individ kan ændre sig p.gr.a. at noget sker efter adfærden og som påvirker om individet vil gøre dette igen eller ikke. Det betyder altså med andre ord at der er tale om en operant læring uanset om der bruges straf eller forstærkning ( i daglig tale “belønning” men dette er ikke præcis sprogbrug heller, men det er ikke det vigtigste her). Det betyder i praksis at det faktisk er meningsløst at tale om at man træner ren operant. Alle træner operant uanset om man bruger et kvælerhalsbånd til at lære hunden at gå pænt i snor med, eller om man bruger godbidder til at belønne den for ønsket adfærd. Begge dele er operant læring. Operant læring er altså ikke kun belønningsbaseret læring. Når der sniger sig en misforståelse ind her, kan det måske handle om at hovedparten af dem der betegner sig selv som klikkertrænere, har valgt positiv straf og negativ forstærkning fra i sit træningskoncept og samtidig også bruger adfærdspsykologien som udgangspunkt til at blive bevidste om/ forstå træningsprocessen med hunden for at gøre den effektiv.

Det var den ene del af udsagnet. Den anden del som nogle lægger i betydningen af udsagnet, er det der med frivillighed.

Nu må vi igen se på definitionen af operant læring. Den type adfærd som kan gennemgå en sådan læringsproces, er de operante adfærd og defineres altså ene og alene af at de kan gøres mere eller mindre sandsynlige af konsekvenserne vi talte om før. Disse konsekvenser danner basis for det valg individet træffer næste gang det står i en tilsvarende situation. Derfor taler man ofte om at operante adfærd er viljestyret intentionel adfærd(også noget forskerne diskuterer men ikke pointen her). Kort og godt: man vælger om vil udføre adfærden igen i forhold til om den betaler sig eller ikke. Dette står i modsætning til en anden type adfærd og tilhørende læringsproces(ser), nemlig reflekser og klassisk betingning.

Reflekser kan ikke blive mere eller mindre sandsynlige pga konsekvenser, de udløses blot når nøglestimuli optræder. Du kan ikke vælge at lade være med at danne mundvand når du ser eller lugter at noget lækkert mad er på vej over på din tallerken, ej heller lade være med at sparke ud med benet når lægen rammer plet med sin hammer under knæet….uanset om du bliver lovet 100kr eller strøm med en strømpistol. Det sker bare!

Reflekser er derfor i en særlig forstand ufrivillige adfærd og operante adfærd i den kontekst frivillige, idet vi har mulighed for at vælge om vi vil gøre det eller ej. Jeg tror at mange har misforstået eller blandet denne forståelse af ” frivillighed” sammen med den form for frivillighed en del klikkertrænere taler om når de vælger et koncept i træningen som handler om at lade hunden selv prøve sig frem og finde ud af hvilken adfærd som fører til forstærkning(belønning) og hvilke som ikke gør, med så lidt påvirkning fra førerens side som muligt. Men der er stadig tale om en operant læringsproces selv om du bruger massiv lokning! Det er ikke dit valg af træningsteknik som definerer operant læring. Operant læring er navnet på en læringsproces – ikke en særlig metode.

Tilmeld dig kursus her

Dette er et udsagn man tit hører – men hvad menes der? Oftest betyder det at vi ikke skal gribe ind i dens gøren og laden og “opdrage” på den akkurat nu. Altså at lade være med at “træne” den i en bestemt situation. Men er det muligt?

Et eksempel kunne være når vi lufter hunden i snor – her vil de fleste synes at hunden “bare skal være hund” – dvs den har lov at snuse og tisse og gøre ting som hunde ellers værdsætter at gøre – den skal ikke gå perfekt på plads som i fri ved fod, og derfor siger man vel ovenstående i den betydning at vi ikke ønsker at gribe en masse ind i hvad den laver. Og det er også helt fint for de fleste….og dog! Du vil jo ikke have at den slæber dig afsted for fulde sejl til næste lygtepæl – ej heller at den spiser tyggegummi (eller ting fra den mere klamme afdeling) den finder på vejen etc.

Og faktum er at du allerede har grebet ind i hundens adfærd ved den simple lille ting at den har sele og line på. Og hvis du ikke vil have en hund der trækker i linen, så har du også grebet ind i hvilke adfærd der bliver forstærket – uanset hvordan du har trænet det. Og hvis du ikke har gjort det, vil adfærden så bare blive overladt tilfældige konsekvenser – trækker hunden i snoren for at komme hen til en særlig god lugt og lykkes med det, bliver adfærden forstærket. Hunden opnåede noget ønskeligt med sin trækkeadfærd. Og trækkeadfærden var forøvrigt slet ikke mulig uden linen….Som det ses er der masser af faktorer som griber ind i hundens adfærd – tilsigtet eller utilsigtet, hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt. Vi lægger mange flere til: det ville også have indflydelse på hundens adfærd hvis du ikke havde fodret den i flere dage i forhold til at lede efter klamme ting at spise på vejen – og sådan kan vi faktisk blive ved.

Hunde viser adfærd hele tiden, og de møder også konsekvenser hele tiden (forstærkere eller straffere) kort og godt som Eva Bertilsson, svarer i “Träning – en viktig del i arbete för ökad välfärd”, 2010:”

Är det möjligt att inte träna alls?

Nej. Men träning kan vara avsiktlig eller oavsiktlig, och avsiktlig träning kan vara mer eller mindre genomtänkt och mer eller mindre vetenskapligt underbyggd.

…Utanför de regelrätta träningspassen kan strategier baserade på operant och/eller respondent lärande bidra till att undvika oavsiktlig inlärning av oönskade emotionella och beteendemässiga responser, och istället skapa situationer där djuren utvecklar mer önskvärda beteenden. Enkelt uttryckt kan man jobba dels att förändra de situationer som föregår ett beteende, och dels med de konsekvenser som olika beteenden leder till.”

Så selvom du gerne vil lade hunden være hund – så kan du ikke det, du fodrer den, giver den vand, går tur med den og vi kan ikke være tilstede uden at gribe tilsigtet eller utilsigtet ind i hundens adfærd. Læring foregår hele tiden – også selvom du ikke har en klikker i hånden og belønning i lommen så hunden kan aldrig bare være hund.

Men selvfølgelig kan vi graduere hvor påtrængende (engelsk: intrusive) en strategi vi benytter skal være, og det er absolut vigtigt at tage stilling til dette med hundens velfærd for øje.Og vi kan også beslutte om vi vil lade hundens adfærd være overladt til tilfældige konsekvenser i bestemte situationer – det er vi faktisk nødt til af og til. Men vi skal bare ikke bilde os selv ind at vi kan stå på sidelinjen og lade hunden være hund og tro at den ikke “træner” bare fordi vi ikke griber ind med klikker og belønning.

Og dette faktum er måske især vigtig at have for øje i forhold til alle adfærd hunden viser i hverdagen og måske især alle dem som vi opfatter som mindre ønskelige. Men det er også vigtigt i mange andre tilfælde.

Tilmeld dig kursus her

Med Ike har jeg besluttet at gøre en bestemt detalje anderledes ved grundtræningen end jeg har gjort med mine forrige hunde. Og det er en detalje som især har indflydelse på fri ved fod, men også andre øvelser i de programmer vi sigter mod. Og det handler om noget som de fleste kalder for fokus eller kontakt.

Der er mange som har nogle grundøvelser som de kalder for kontaktøvelser eller man snakker om fokusøvelser etc. Men jeg har tænkt over hvad det mon egentlig er? Jeg synes det er på sin plads at gøre dette her meget mere konkret og formulere det mere præcist.

Hvad er fokus? Betyder det det samme for dig som for mig? For nogle vil det betyde at hunden ser dig i øjnene, for andre at den bare ser op på dig. Men den kan jo også se op på dig men have ørerne rettet mod lyde andre steder fra – har din hund så fokus på dig? Det er i virkeligheden lidt diffust det her. Den kan jo også gå rundt og være optaget af en smerte eller tænke på noget andet – det kan vi jo ikke vide. Og her er min pointe. Jeg må holde mig til hvad jeg kan se og beskrive så konkret som muligt hvad det er for adfærd jeg vil belønne.

Når det gælder fri ved fod, har jeg med min gamle hund haft det problem at han nemt trak lidt for langt frem og også pressede mig – især når belønningsfrekvensen blev lav – et scenarie som ses hos mange. Og selvom jeg har belønnet fra venstre lomme og bagud rigtig meget, så skete det alligevel ofte at han trak frem. En af årsagerne kan have været at jeg har gjort den fejl at belønne alt for meget for øjenkontakt, hvilket jo klart vil føre til at hunden vil trække frem for at kunne se mig i øjnene når vi går lige frem. Det har jo ført til mange belønninger at se i øjnene, så selvfølgelig vil han tilbyde det. Og måske er hans ”forståelse” den at det hører med i fri ved fod. Det er i hvert fald det han prøver at gøre meget ofte. Nu er han pensioneret, så vi vil ikke rette på det men med Ike har jeg faktisk SLET IKKE klikket og belønnet for øjenkontakt i det hele taget for ikke at gå i den faldgrube. Men det er klart at jeg jo gerne vil have en hund der går og kigger op. Men jeg vil også have en hund der holder en bedre position ved min venstre side.

Der findes jo masser af tiltag for at få en god position. Vi træner selvfølgelig på bagpartskontrol og meget andet. Men mit kriterium mht til position er at klikke for at hans POTER er placeret korrekt når han skal stå, sidde eller gå ved siden af mig. Hans poter lige ud for mine fødder og helt parallelle med mine. Når de er der, vil resten af kroppen være i rette position. Og i al denne form for træning vil mit klikpunkt være noget med ”bevæge bagben rundt om klodsen” (bagpartskontrol), ”indtage pladsposition ved siden af mig” eller andre specifikke bevægelser. Og al træning af dette kan du finde hjælp til andre steder end lige her. Kig f.eks. her . Men så siger du måske: Hvad med hovedet? Det er da vigtigt at klikke for at han kigger op – klikke for fokus! Er det?

Jeg er ikke sikker på det er så særlig vigtigt at have fokus (hahaha) på det. Måske i visse særlige tilfælde med hunde der helst vil gå med næsen i jorden el. lign. eller i øvelser hvor vi netop ønsker at hunden retter hovedet mod en bestemt retning. Men helt generelt mener jeg at næsten al træning jeg bedriver med Ike, er en ”kontaktøvelse” (måske bortset fra spor). Hvad mener jeg med det?

Hver gang han gør noget jeg vil have, klikker og belønner jeg. Belønner jeg godt nok og ofte nok, vil han jo helt automatisk søge min nærhed, opmærksomhed eller hvad du vil kalde det, og han vil holde rigtig meget øje med mulighederne for at tjene en belønning han værdsætter. Og hvad sker der når du forstsætter med at klikke og belønne for de forskellige grundfærdigheder du træner på? Jo, efterhånden som hunden opdager at den kan tjene belønninger ved at udføre dem, vil 9 ud af 10 hunde begynde at se på dig mens de udfører dem – og får klik for det samtidig. Det vil følge med af sig selv og vil også blive forstærket sammen med det andet vi træner på. Og vi kan jo ikke særlig nemt adskille fokus fra andre ting hunden gør. Den vil jo stå, sidde, ligge, gå , bakke eller andet samtidig når du mener du klikker for at den kigger op på dig. Hvordan kan vi vide om hunden opfatter at klikket er for fokus eller for det andet den gør? Jeg synes man lige så godt kan tage fat på at klikke for stå, sidde, ligge etc og så se om ikke fokus kommer af sig selv – og det gør det for mig …og det har også været tilfældet for mange af de hunde jeg har set på kursus. Kort sagt så mener jeg at al ”fokus” eller ”kontakt” er noget man får som følge af god belønningsfrekvens og -kvalitet. Og jo en ting mere: frivillighed!

Lad os se lidt mere konkret på det. Jeg tog for nogle dage siden ud for at træne på en for ham ny plads. Han er netop blevet rigtig hanhund for alvor, så der var jo en masse spændende dufte og ting som han gerne ville tjekke ud. Det betød for det første at han ikke nødvendigvis ville være i nærheden af mig, ej heller at han så på mig. Jeg valgte at træne det enkleste jeg kunne finde på: klikke for at han var tæt på mig uanset hvor han så hen (eller om han snusede i jorden!) og belønne med det allerbedste han ved: VILD leg. Jeg slap ham løs og efter få klik med vild leg kunne jeg køre videre med at ”følge fører under baglæns gang”. Her holdt jeg høj frekvens med lavere værdi på belønningen (godbidder). Mit klikpunkt var ikke at han så på mig. Det var at blive hos mig – intet andet. Jeg ignorerede de gange han så væk og holdt bare høj frekvens. Helt automatisk holdt han op med at se væk. Hvis jeg nu havde fravalgt at klikke og belønne hver gang han ikke så på mig, hvad var der så sket? Frekvensen ville være faldet, og når det bliver vanskeligere at opnå belønning hos mig, vil han bare søge andre belønninger i miljøet. Jeg siger ikke at man skal klikke en masse for uønsket adfærd (snuse i jorden, eller se væk), men jeg siger at man skal lægge et kriterium som er enkelt for hunden at opnå, og at man skal betale ordentligt og ofte nok. Gør du det, giver du hunden en god grund til at være hos dig og holde øje med dig. Og så skal den nok gøre det. Hvis hunden mister sin opmærksomhed på dig, er det vel egentlig bare et tegn på at du enten har belønnet for dårligt eller har strakt frekvensen for hurtigt, og så vil hunden begynde at se efter andre forstærkere i miljøet.

Jeg klikker og belønner specifikt for alle mulige andre tekniske detaljer som er lette for mig at præcisere og så får jeg ”fokus” med i købet når jeg lægger gode kriterier og er opmærksom på belønningsfrekvens og kvalitet. Ikes hoved -position i fri ved fod må han selv vælge, han kigger op helt af sig selv uden at jeg nogensinde har klikket målrettet for det eller haft godbidderne i munden så jeg kunne spyttet dem ned i hovedet på ham, haft bolden under armen eller andet. Mine belønninger er i lommen indtil klikket har lyt. Hans hovedposition får han frihed til at vælge så den er mest ”naturlig” for ham. Mit job forbliver at holde tungen lige i munden med kriterieplanerne og at belønne ORDENLIGT!

Interesseret i kursus? Kig her.

Tilmeld dig kursus her

Der findes en hel håndfuld af programmer som indeholder en del man kalder forsvarsarbejde. Her skal hunden udføre forskellige former for øvelser hvor den bl.a. skal bide. Disse programmer har deres rødder i arbejdet og uddannelsen af hunde brugt i militæret eller politiet, og hensigten har været at bruge hunden til at forsvare sin fører (og sig selv) under kontrol af føreren. Med tiden er mange af programmerne gået hen og blevet en regulær konkurrencesport, men bliver også brugt som en test af hundens arbejdsmæssige egenskaber i avlsmæssig sammenhæng.

Brugen af ordet forsvar lyder som om det er noget meget alvorligt og ubehageligt vi har med at gøre. At forsvare sig vil indebære at man føler sig truet – måske truet på livet. Den følelse ønsker jeg ikke at hverken jeg selv eller min hund skal have når vi træner dette. Kan det lade sig gøre at gøre det for sjov i en sport? Er det farligt? Kan det blive ukontrollabelt?

Først vil vi fra nu af bare tale om bidearbejde. En hund kan nemlig bruge bideadfærden for at opnå forskellige konsekvenser. Bidet er kernen i ”forsvarsprogrammerne” – den måske vigtigste grundfærdighed i den del af programmet. Så nu stiller vi skarpt på den.

Hvad slags adfærd er bideadfærd?

Bideadfærd er, som så mange andre adfærd, noget som kan gøres mere eller mindre sandsynlig af de konesekvenser den afstedkommer. Adfærden har en funktion. Hunden kan opnå noget bestemt med adfærden. Når den bruger adfærden til at opnå en bestemt konsekvens, vil denne konsekvens også være en forstærker for adfærden.

” Aggressive behavior, just like other behavior, is driven by reinforcement.” (James o`Heare).

Såkaldte aggressive adfærd (blottede tænder, knurren, udfald med lyd mod en modpart) og bideadfærd er altså hovedsageligt operante adfærd som styres af deres konsekvenser. En hund bruger bideadfærd i to forskellige sammenhænge. Den kan bide for at opnå/fange et ønskværdigt mål eller for at undgå, undslippe eller uskadeliggøre noget ubehageligt/truende. Med andre ord: En hund kan bide for at fange noget den gerne vil have, hvilket betyder at bideadfærden er under positiv forstærkning . Eller den bider for at få noget ubehageligt til at stoppe – bideadfærden er da under negativ forstærkning . Vi kan sige at bideadfærden har to typer forstærkere.

I etologien beskriver man aggression noget anderledes end vi gør i en adfærdsanalytisk tilgang, men på mange måder matcher de hinanden udmærket. Her taler man om jagtadfærd – nogle kalder det jagtaggression (da det jo stadig handler om at bide for at skade) og om forsvarsaggression. Undersøgelser har vist at en hund ikke er i affekt når den jager, i modsætning til når den bider i anden form for aggression, så bruger den i jagt andre dele af hjernen, hvilket man kan læse hos Steven Lindsay og der konkluderes:

”… predatory behavior might best be treated under some independent category such as ”killing for food”. This seems appropriate, since predatory behavior is not primarily motivated by affective arousal (anger)….An interesting neurological finding in this regard is the observation that the neurotransmitter norephinephrine inhibits predatory aggression while facilitating affective aggression like fighting (Siegal and Edinger 1981). These findings support the assumption that predatory aggression and affective aggression are mediated by very different biological and behavioral systems.”

Her taler man om at adfærden motiveres af to forskellige årsager, som både er af indre og ydre karakter. Men det matcher udmærket den rent adfærdsanalytiske beskrivelse at hunden enten bider for at fange (der tilføres noget) eller for at stoppe et ubehag (noget ubehageligt/truende fjernes eller ophører).

Samtidig ved vi jo også godt at der med i situationen vil følge en følelse og et stressniveau/arousal. I den situation hvor hunden opnår noget med sin bideadfærd, vil den også have en følelse, og der vil udløses nogle refleksresponser. Pavlov sidder som sædvanlig på skulderen. Og det er ret indlysende at de to forskellige situationer vil indebære at hunden har to meget forskellige følelser i situationen. Der vil ske en klassisk betingning samtidig med den operante. De stimuli som er til stede i situationen (figuranten, at han har særlige bukser på, bideredskabet, skjulene på banen etc ) vil blive betingede stimuli ved gentagelser. Så hunden kan lære at associere figuranten med noget ustyrlig morsomt eller noget mere eller mindre ubehageligt.

Det var den sexy teoretiske omgang. Hvad kan denne viden give os til den praktiske træning?

Jo, der er mange ting vi kan bruge det her til. Hvis vi ønsker at træne positivt i den forstand at vi tilrettelægger vores træning på en måde som handler om at få hunden til at arbejde under positiv forstærkning – ja så vil det i bidearbejdet ikke kun betyde at vi skal have fokus på at belønne transporter, slip og alt det andet som følger med. Det betyder at vi også må have fokus på hvordan vi får bideadfærden frem – ikke kun på hvordan vi får alle de andre adfærd frem i programmet. I den sammenhæng spiller figuranten en meget væsentlig rolle. For aggressive adfærd og bideadfærd er også kommunikation. Det er i denne her sammenhæng kommunikation mellem figurant og hund. Og figuranten vil ofte også være den som får bideadfærden frem i træningen. Hans ageren er derfor ganske afgørende.

Hvilken rolle spiller figuranten?

Når vi træner bidearbejdet, indgår det i et program som f.eks. IPOs gruppe C. Hele gruppe C består af mange flere grundfærdigheder end selve bidet. Men de fleste som træner moderne bidearbejde, bruger ofte også bidet hos figuranten som forstærker for andre lydigheds adfærd i programmet så som transporter, udkald, slip etc. (Og ja, man bruger bestemt også andre forstærkere men det hører til i en anden artikel). Så hvis bid/leg hos figuranten skal kunne fungere som positiv forstærkning for andre adfærd, så må legen inden hos figuranten nødvendigvis også være noget hunden selv vælger til. Vi kan også sige at hvis hunden tilbyder adfærd frivilligt gentagne gange for at opnå legen hos figuranten, så ved vi at det er noget den gerne vil have.

Skal vi bruge figuranten og legen hos ham som positiv forstærker, må dette altså opbygges fra starten. Når hunden kommer på banen allerførste gang til træning af bidearbejde, så ved den ingenting om hvad figuranten repræsenterer. Den har ingen erfaring eller association til denne. Det er det vi skal bygge op. Den ved heller ikke hvad den skal gøre for at opnå belønning. Den allerførste adfærd hunden skal udføre er selvstændigt og frivilligt at tage kontakt til figuranten. Figuranten klikker og belønner – måske først med mad men som regel vil gode brugshunde meget gerne også lege. Det siger sig selv at figuranten her må optræde uden truende attitude, og at der ingen grund er til at påvirke hunden en masse for at få den til at løbe ind til ham. Hvis det er morsomt og hyggeligt at komme ind til figuranten, vil sandsynligheden for at den selv vælger at løbe derind øges, og det vi også ser, er at den øger hastigheden. Hvorfor vi ønsker at påvirke hundens valg så lidt som muligt, kommer vi til om lidt.

Det man også skal tænke på her, er at tæt kontakt med en fremmed person måske ikke er noget hunden er helt tryg ved hvis den ikke er vant til det eller ikke er af de mest sociale slags. Og det er selvfølgelig også vigtigt at figuranten er bevidst om at h*ns kropssprog ikke er truende eller intimiderende. Det kan desuden være en god ide at lade legen foregå ved hjælp af lang line i legetøjet, eller bruge en longepisk til at sætte det fast i, så fokus kommer på legetøjet og hunden ikke behøver at være i tæt kontakt med figuranten – vi ønsker jo at få hunden til at bide for at fange – ikke for at få figuranten til at holde sig væk…. Med tiden lærer den at denne leg går i gang når den har valgt at løbe ind til figuranten, og at det er figuranten som tilbyder den. Den får på den måde opbygget en erfaring om at det er morsomt at løbe derind – at ham der står derinde i de der sære bukser, er super hyggelig og altid frisk på morsom leg. Der vil efterhånden også ske en værdiforskydning – det bliver ikke længere kun det at få fat i tingen men også hele legen i sig selv hos figuranten som får forstærkningsværdi. Med tiden vil synet af figuranten udløse de refleksresponser og følelser som den har oplevet i tidligere situationer, og den vil gøre alt for at få lov til at løbe derind. Nu har du en meget attraktiv forstærker.

Nu ved vi jo godt at bideadfærden ikke bliver ved med bare at skulle komme frem under leg med et stykke skind el. lign. på afstand af figuranten. Med tiden skal hunden bide i ærmet som sidder på figurantens arm. Her udviskes det måske lidt om hunden bider for at angribe manden eller fange ærmet. På det færdige resultat kan man sandsynligvis ikke se forskel hvis man ikke kender læringshistorikken. For nogle hunde er det at bide for at fange en meget sandsynlig adfærd så snart noget bevæges foran den. Der er helt sikkert stærke medfødte adfærdstræk i dette. Men samtidig kan selv samme hunde også have problemer med at lade det at fange bideredskabet indgå i et samspil med en person. For at sikre sig at vi ikke får blandet negativ forstærkning ind i det, er det vigtigt at have fokus på hvad der foregår forud for at adfærden optræder. For at vinde bideredskabet og løbe væk med det kan jo både være at opnå (tilføre) en forstærker og at slippe for figurantens selskab. Især når vi begynder at arbejde tæt. Så vi kan med fordel se på hvad figuranten gør forud for bidet og den efterfølgende gevinst.

Figuranten er mere end bare den der forstærker. I samspillet mellem hunden og figuranten kan vi sige at de begge udfører adfærd som også er kommunikation. Når hunden viser forskellige adfærd i situationen(alt fra ørestilling, fokus, gøen, til snusen i jorden etc) vil dette være signaler til figuranten, og hans handlinger er ”svar” på disse men bliver samtidig også konsekvenser for hundens adfærd/signaler, og det samme gælder for figuranten. Hundens svar er konsekvenser for hans handlinger. Den ”samtale” som er ønskelig her, er en hund der tydeligt viser med sin adfærd at den gerne vil ind at lege, og figurantens mindste lille bevægelse bliver en betinget forstærker – et klik – der lover hunden at den får leg. Men figurantens adfærd kan samtidig også være noget der sætter ny adfærd i gang.

Figuranten må observere hundens mange små signaler nøje. Viser den adfærd som minder om de adfærd vi finder på ”aggressionsstigen” (the latter of aggression) f.eks. stærkt udvidede pupiller, dyb knurren og andre afstandsøgende signaler, og hunden efterfølgende vinder sit bideredskab, ja så slipper den ud af situationen, og disse adfærd er blevet negativt forstærket. Figuranten har altså udført adfærd som hunden forsøger at undslippe. Og den lærer at den kan undslippe dette med sine adfærd. Vi må derfor studere figurantens adfærd – ændre det vi kan (skal han undgå øjenkontakt, bevæger han sig uhensigtsmæssigt eller andet). Nu kan det være svært at tolke hunde der leger vildt – det skal siges. Så en anden faktor vi kan se på er også: Hvad gør hunden bagefter? Kommer den tilbage og vil lege mere? Og senere i forløbet: Vil den udføre adfærd frivilligt for at starte legen op igen?

Hvorfor minimal påvirkning?

Når vi starter legen op, vil vi altså have at hunden vælger at tage kontakt til figuranten selv, uden at han gør en masse for at få den til at vælge ham. Han kan udmærket sidde ned – dette er for de fleste hunde en invitation til kontakt men i øvrigt ellers ikke gøre mere. Vi ønsker at hunden tør tage kontakt selv – at forstærke dette gennem de forstærkere figuranten giver, og derigennem gøre det meget sandsynligt at hunden vil vælge ham så snart den kan. Dermed skaber vi også en stærk positiv association til hans tilstedeværelse. Men det er med tyk streg under at det er hunden der skal starte ”samtalen”. God kommunikation indebærer at begge ønsker at kommunikere, og hvis vi skal presse hunden til det, kan vi få vanskeligheder med at opnå det vi ønsker.

Lad os tage et eksempel. Fido er ny i bidearbejdet. Fido kommer til en af sine første træninger med figurant. Han kommer ind på banen, ser sig lidt omkring og giver sig til at snuse i jorden. Figuranten siger nogle lyde og gør tydeligt opmærksom sig selv og muligheden for at komme til at lege. Fido kigger op og melder sig ind. I dette eksempel ved vi ikke hvorfor Fido i første omgang vælger at snuse i jorden. Men der kan være to overordnede grunde. 1) At Fido ikke ved hvordan, og hvad han skal gøre for at opnå en belønning, 2) At hans snusen i jorden kan være en måde at undgå at tage kontakt til figuranten – han slipper ud af situationen.

I tilfælde 1) kan vi sige at figuranten måske hjælper ham til at finde ud af hvad han skal gøre. Men hvis figurantens bevægelser er en betinget forstærker, så ”klikker” han her hunden for at snuse i jorden og hunden lærer her at den kun behøver at melde sig ind når han er aktiv. Vi risikerer her at gøre hunden afhængig af at blive sat i gang af figuranten og til en prøve står figuranten ganske passivt det meste af tiden….

I tilfælde 2) kan dette blive en kedelig glidebane. Hvis hunden snuser for at undgå kontakt til figuranten, er det ikke sandsynligt at den opfatter det som mere behageligt at blive presset til at tage kontakt. Her kan vi risikere at snuseriet bliver værre eller at fremtidig bideadfærd bliver under negativ forstærkning – at den bruges til at stoppe figurantens pres. Og vi har samme risiko for at blive afhængig af at hunden skal presses til at gå i gang.

Hvad kan vi gøre i stedet? Giv hunden tid til at finde ud af hvilken adfærd der fører til forstærkning. Opbyg legen og kontakten hos figuranten som noget attraktivt – så holder den op med at snuse i jorden af sig selv. Som regel er en del påvirkning i stærk eller mindre stærk form noget man tager i brug fordi man ønsker at se færdige resultater hurtigt. Giv i stedet hunden tid til at lære.

Når vi arbejder med frivillighed, lærer hunden også at den med sin adfærd kan styre situationen, at den med sin adfærd er den der kan få figuranten i bevægelse. Dette er responskontrol. At have responskontrol har nogle særlige fordele: ”Faktisk responskontroll, eller oplevelse av slik kontroll,(kan) redusere stress, øke toleranse for ubehagelige situasjoner og ha en rekke helsemessige gevinster”. (Svartdal &Flaten s. 93). Så der har du en af mine vigtigste grunde til at arbejde med mindst mulig påvirkning fra figurantens side.

Jamen den skal jo også tåle ”belastning”, som der står i programmet , tænker du måske. Ja bestemt. Men der er stor forskel på at lære en hund at tåle figurantens lyde, armbevægelser og med tiden stokkeslag som forstyrrelser end som en måde at få bideadfærd(eller en attitude) frem på. En hund som har responskontrol, tåler som sagt meget mere end en hund som ikke har. Læs lige det ovenstående citat igen  . Indlæringen af ”belastning” må derfor også være meget grundig. Vi må sørge for grundig habituering af stokken, trusselslyde og bevægelser fra figuranten, vi kan oven i købet lave klassisk betingning der skaber association til madbelønning og senere leg på disse. Og når dette er gjort, bruge frivillig adfærd som hunden kan bruge som adfærd der sætter spillet i gang. Når vi ser at hunden til stadighed viser adfærd frivilligt for at opnå legen hos figuranten, også når han bliver mere støjende og aktiv, så har vi en særdeles fin indikator på at den opfatter det som en positiv forstærker. Fra hundens synsvinkel skal det ikke opfattes som ”belastning” men som forstyrrelser. Vi har bare lige så stille gjort det gradvist vanskeligere at få fat i det fantastiske ærme!

Opsummering

Hvis du ønsker at træne bidearbejdet positivt, må du se på mere end bare belønningsbaseret træning i lydighedsmomenterne i programmet. Du må også se på hvordan bideadfærden kommer frem i træningen. Bruger hunden adfærden til at opnå noget den gerne vil have, eller til at få noget ubehageligt til at forsvinde/stoppe? Det som er kernen for os i at ville træne dette her positivt, er ikke at vi bare gerne vil klistre betegnelsen positiv forstærkning på – næh det er snarere at den følelse og det stressniveau som følger med hver af de to slags konsekvenser, er to meget forskellige tilstande hos hunden. Opsummeret så vælger vi altså at arbejde med at få bideadfærden frem ved lade hunden selv arbejde med at skulle fange noget den gerne vil have – gradvist overføre værdien til legen med figuranten, og desuden lade figuranten bruge mindst mulig påvirkning. Mindst mulig påvirkning mindsker risikoen for at hunden kan tolke figuranten som ubehagelig (og et muligt for højt stressniveau pga dette), det mindsker også risikoen for afhængighed af ”at skulle sættes i gang”, og sidst men ikke mindst: giver hunden en oplevelse af responskontrol.

Der er mange overvejelser i dette, mange mange flere end jeg har nævnt her, og det kan anbefales at lære sig en del om træningen før man går i gang. Men gjort med en positiv indfaldsvinkel synes mange hunde at det er virkelig sjovt!

Kilder:

James O´Heare: Aggressive Behavior in Dogs. 2007

Steven R. Lindsay: Handbook of Applied Dog Behavior and Training. Vol Two. 1999

Svartdal & Flaten: Læringspsykologi. 1998/2004

Hvis du kunne tænke dig et kursus i bidearbejde med denne optik, kan du tilmelde dig her

Tilmeld dig kursus her

Futte flyttede ind på et lidt dumt tidspunkt når man ser det i bagklogskabens klare lys. Vi havde for meget at gøre med byggeprojekt og flytning, så han har ikke fået den grundfærdighedstræning som han burde, men han har fået lidt legetræning og miljøtræning. Han er i fundamentet en hund helt uden frygt for hverken ting, folk, andre hunde og lyde, og det er det bedste fundament man kan ønske sig. Og de linjer som stod på stambogen kunne jeg bare ikke modstå. Så vi måtte bare have ham, og må så forsøge at indhente det tabte.

Vi fik introduceret klikkeren, trænet på genkendelse af navn, og at kunne håndtere god leg….og det var nok det. Futte har altid haft en ENORM glæde ved leg, og han kommer let helt ud ad en tangent i sin eufori. Han har også hele tiden haft en stor stemme som han meget gerne tager i brug. Og da jeg for alvor tog træningsopgaven op i efteråret 17, viste det sig meget hurtigt at jeg havde en opgave som er i en afdeling jeg ikke har haft på samme måde før. Og det handler om styring/håndtering af arousal – strategier indenfor klassisk betingning. At træne med Futte kan være som at køre Ferrari på sommerdæk i snevejr…med speederen i bund. Og når man har en hund der har så stærke følelser for belønningen, får man også en hund der får stærke følelser når/hvis belønningen lader vente på sig. Dette års træning med ham har ført mig igennem strategier der virker og nogle der ikke virker. Jeg vil i de følgende blogindlæg prøve at beskrive hvilke tiltag jeg har brugt, både dem der ser ud til at virke, og dem der ikke gør – og ikke mindst hvorfor.

Så hvis du vil høre mere om dette – så følg med på bloggen her.

Tilmeld dig kursus her