Klikkertræneruddannelsen – et Årskursus i klikkertræning fra A-Z

 

Det nye ÅRSKURSUS i klikkertræning fra A-Z, version 2025 er i støbeskeen.

Du vil denne gang blive tilbudt en ny version hvor programmet er væsentligt udbygget. Der vil i den nye version være 6 weekendsamlinger + ca 5 webinaraftener.  Du vil derfor få meget mere praktisk træningshjælp end på tidligere kurser. Vi kommer som altid grundigt omkring i teorien , og vi vil bestræbe os på at du bliver dygtig til at omsætte teori til praksis.

Udover al den gode klikkertræning i praksis, vil der også være en dag hvor vi fokuserer på STRESS. Jeg har alieret mig med dyrlæge Henriette Medom Marqvorsen til at holde foredrag om de mere fysiologiske sider samtidig med at vi også i fællesskab ser på sagen udfra en læringsteoretisk vinkel.

Klikkertræneruddannelsen er både for dig der står med en ny hvalp, og dig der har en hund som er et stykke vej i træningen.

Selvom vi fokuserer på at bygge et godt fundament af kompetencer (som er vigtigst for hvalpen), vil der også være tid til at bygge færdige øvelser når dine grundfærdigheder sidder godt. Vi lærer f.eks. ikke bare at bruge target men også hvordan og hvornår vi skal fase den ud. I og med der er lagt ekstra praktisk træningstid ind i kurset, vil der være bedre tid til at komme i mål med en øvelse. Kurset dækker derfor behov for både den nye hvalp og den mere erfarne hund og hundefører.

På kurset vil vi heller ikke fokusere på noget bestemt program – du får hjælp til DIN interesse uanset om det er brugshundetræning eller helt andre programmer.

Hvad indeholder kurset?

På dette kursus vil du lære en masse om god (klikker)træning.  Vi begynder med at få en oversigt over klikkertrænerens ”værktøjskasse” – alle de muligheder og færdigheder vi skal se på i kurset.

Du vil på første samling bl.a. lære at:

  • Dele træningen op i små dele så det bliver nemmere for hunden at finde ud af hvad du belønner for. At lave byggeklodserne til de færdige øvelser
  • Udvikling af belønning og lære at se på hvad der er god belønning for den enkelte hund, og at kunne afslutte belønning uden konflikter.
  • Grundlæggende indføring i læringsteorien. Vi kommer til at bruge denne forståelse til mange ting senere. Bl.a. betydningen for valg af træningsteknikker, at sætte signal på og meget mere.

Imellem første og anden samling følger en række webinarer som klæder dig bedre på til den praktiske træning, og som også giver dig begrundelser for hvorfor vi træffer bestemte valg i træningen som f.eks. at arbejde med frivillig adfærd.

Anden samling:

  • Vi har fokus på dine praktiske færdigheder i træningspasset
  • Træning af en masse grundfærdigheder
  • Introduktion til brug af fjernbelønning, omvendtlokning og kvalitetssikring af træning.

Herefter følger der flere webinaraftner som udbygger det at opdele sin træning og lave træningsplaner, om at måle læringsniveauet på din træning og meget mere.

Tredjesamling handler om:

  • Stimuluskontrol i teori og praksis – hvad er det? Hvordan lærer en hund at forstå et signal, og hvordan griber vi det an i praksis.

Fjerde samling:

  • Indføring i baglænskædning i teori og praksis. Du bliver hjulpet grundigt med at lære hvordan du gør det i praksis gennem en række opgaver både med og uden hund. Det plejer at være ret sjovt. Denne del er del 1

Femte samling:

  • Den ene dag har vi besøg af dyrlæge Henriette Medom Marqvorsen som lærer os om den fysiologiske side af stress, og vi ser også på hvordan vi kan se det fra den læringsteoretiske vinkel.
  • Dag 2 har vi del 2 om baglænskædning – lær at bruge det smart og kreativt bl.a. til konkurrenceforberedelse.

Imellem femte og sjette samling vil der også være en skriftlig opgave.

Sjette og sidste samling:

  • Vi ser på hvordan man kommer videre fra at kunne træne små dele, hele øvelser til at kunne præstere i konkurrencesituationen. Hvad skal der til, og hvordan forbereder du hunden bedst?
  • Vi har på denne sidste samling også en praktisk eksamen (hvis du ønsker det).

Udover de nævnte opgaver, vil der komme flere mindre træningsopgaver undervejs. Udover meget praktisk træning i løbet kursets fysiske samlinger, vil du også få mulighed for at få feedback på indsendte træningsfilm i et lukket forum.

Du skal være indstillet på at give den gas med din træning. Og du skal være engageret i din og din hunds udvikling, og også gerne i dine medkursisters. Det er en kæmpe fordel hvis du har træningskammerater at træne sammen med imellem samlingerne – måske kender du nogen i forvejen – måske møder du nogle på kurset.

Kurset er egnet til alle slags hunde, små som store – renracede som blandinger. Vi ser ikke skævt til nogen.

Jeg håber du føler dig fristet, og du er velkommen til at skrive til mig på mailen med spørgsmål om alt fra indhold til betalingsordning.

Datoer: Træningssamlinger  er foreløbigt fastsat til følgende datoer i 2025 (med ret til ændringer): 15-16. februar, 26-27. april, 21-22. juni, 23-24. august, 4-5. oktober, 22-23. november .

Pris: 22000,- kr . Betaling vil kunne opdeles men der lægges et dipositum på 5000,- inden første samling.

Spørgsmål? Skriv til mig på dina@vesloeshundesport.dk

Tilmeld dig her

Felt